Otte personer får bøde for at forstyrre Folketinget
Otte personer tager imod bøder på 1500 og 2000 kroner for at forstyrre et møde i Folketinget.
Folketingets formand Pia Kjærsgaard måtte afbryde et møde i folketingssalen, da otte personer forstyrrede med et banner. 
Folketingets formand Pia Kjærsgaard måtte afbryde et møde i folketingssalen, da otte personer forstyrrede med et banner.  Foto: Nils Meilvang/Scanpix/Arkiv


Otte personer indrømmer, at de forstyrrede et møde i Folketinget, da de 20. november 2015 holdt et banner op, hvor der stod "Jeres stramninger dræber".

De har nu fået bøder på mellem 1500 og 2000 kroner.

Retssagen mod de otte personer, der skulle have fundet sted torsdag, er derfor aflyst. Det oplyser anklager fra Københavns Politi Jesper Holm.

- Anklagemyndigheden blev kontaktet af en advokat, som på vegne af de tiltalte kunne oplyse, at hvis bøden var på mellem 2000 kroner og 1500 kroner, kunne de godt vedkende sig bøden og erkende, at de har forstyrret Folketingets møde, siger anklageren.

Demonstranterne sad på tilskuerpladserne i folketingssalen på Christiansborg, hvor de udrullede banneret med teksten "Jeres stramninger dræber", samtidig med at en eller flere råbte ordene.

Folketinget var i gang med en hastebehandling af regeringens asylstramninger, da demonstranterne forstyrrede mødet, og det medførte, at Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, måtte afbryde mødet midlertidigt,

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.