Otte børn er fundet dræbt af knivstik i Australien
Foruden de dræbte er en kvinde kørt til hospitalet med alvorlig sår efter knivstik. Omstændighederne er uklare


Australien er blevet ramt af den anden tragedie på fem dage.

Politiet i delstaten Queensland bekræfter fredag eftermiddag lokal tid, at otte børn er blevet fundet dræbt i et hus i en forstad til byen Cairns i det nordøstlige Australien.

Drabsofrene er børn i alderen 18 måneder til 15 år. Politiet har ikke ønsket at bekræfte yderligere detaljer fra sagen, men er massivt tilstede i kvarteret, hvor drabene er sket.

- Jeg kan berolige folk i området med, at de ikke skal være bekymrede over, om der kan ske mere. Men selvfølgelig er det en tragisk, tragisk hændelse, siger kriminalinspektør Bruno Asnicar fra politiet i Cairns på et pressemøde.

Foruden de dræbte er en 34-årig kvinde blevet bragt til hospitalet med sår efter knivstik. Hendes tilstand beskrives som stabil.

Det er fortsat uklart, om alle ofrene tilhører samme familie. Ifølge avisen Cairns Post blev børnene fundet af en ven af familien, der ville aflægge et julebesøg.

Mandag blev Australien ramt af en anden tragedie, da en gidseltagning i Sydney endte med, at to gidsler blev dræbt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.