Otte års dopingkarantæne til toptræner
Jon Drummond, der tidligere har trænet sprinteren Tyson Gay, har været dybt involveret i doping, siger Usada.
46-årige Drummond har tidligere været træner for supersprinteren Tyson Gay.
46-årige Drummond har tidligere været træner for supersprinteren Tyson Gay. Foto: colourbox/free


Det amerikanske antidopingagentur (Usada) har givet toptræneren Jon Drummond en karantæne på otte år for blandt andet at have skaffet doping til sine atleter.

46-årige Drummond har tidligere været træner for supersprinteren Tyson Gay, som i øvrigt selv har haft sine dopingproblemer.

Drummond er selv tidligere olympisk guldmedaljevinder og var træner for Tyson Gay, da den tidligere verdensmester i 2013 blev testet positiv for doping.

Tyson Gay blev suspenderet for et år, og han måtte blandt andet aflevere sin OL-sølvmedalje på 4X100 meter-distancen fra legene i London 2012 tilbage.

Drummond var træner for de amerikanske sprintere i forbindelse med OL i 2012. Ifølge Usada begyndte han at træne Tyson Gay i 2007.

Tidligere i år sagsøgte Drummond både Usada og Tyson Gay. Drummond hævdede, at Tyson Gay talte usandt om ham, da Tyson Gay over for Usada indrømmede doping.

Foruden Tyson Gay har Marshevet Hooker, der også er amerikansk sprinter, og Kelly-Ann Baptiste fra Trinidad og Tobago været med til at fælde Drummond. Både Hooker og Baptiste har haft Drummond som træner.

Som aktiv vandt Drummond blandt andet OL-guld i 2000 i 4X100 meter.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.