Ost og chokolade kan give hovedpine
Silden på rugbrødsmaden og chokoladebaren til eftermiddagskaffen er bare nogle af de fødevarer, der kan give dig migræne.
Døjer du tit med hovedpine eller migræne, så kan det meget vel skyldes din kost, påpeger to eksperter.
Døjer du tit med hovedpine eller migræne, så kan det meget vel skyldes din kost, påpeger to eksperter. Foto: Colourbox/free


Gør hovedet ondt i løbet af arbejdsdagen, så kan smerterne skyldes kosten.

Nogle fødevarer er nemlig kendt for at kunne udløse hovedpine og endda migræne.

Årsagen er, at molekyler i visse føde- og drikkevarer har en tendens til at trigge smerten i hovedet, fortæller professor i neurologi Messoud Ashina fra Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet.

Han understreger dog, at der mangler viden om sammenhængen mellem kost og hovedpine, men at mange af hans hovedpinepatienter nævner de samme fødevarer som udløsere.

- Det, som patienterne typisk nævner, er rødvin og nogle gange øl, men der findes ingen universel udløser af hovedpine, for så havde det jo været nemt at undgå, siger Messoud Ashina.

Det er især frokostmåltidet, der kræver ekstra opmærksomhed, hvis migræne eller hovedpine senere på dagen skal forebygges, mener han.

- Alle fødevarer, der indeholder nitrater, kan teoretisk være med til at udløse migræne. Nitrater findes for eksempel i forarbejdede kødprodukter fra supermarkedet som bacon eller saltkød, siger Messoud Ashina.

Også osteelskerne må holde lidt øje med, hvad de spiser, hvis de samtidig har tendens til migræne.

Stærk, lagret ost som for eksempel Gamle Ole eller Roquefort indeholder nemlig tyramin, som er en af de mest almindelige migræne-tryggere, fortæller sundhedscoach og rådgiver i migrænevenlig livsstil Gitte Hildebrandt.

Tyramin findes primært i modnede, lagrede og røgede fødevarer. For eksempel stærk ost, røget fisk, marinerede sild og hængt oksekød.

- Så kan man ikke undvære ost, er mere milde oste som hytteost og ricotta et bedre valg, siger sundhedscoachen.

Hvis du har oplevet at få hovedpine af at spise chokolade, er det heller ikke underligt, påpeger hun.

Chokolade indeholder for det meste meget sukker, og udsvinget i blodsukkeret kan udløse helt almindelig hovedpine, men chokolade indeholder også stoffet phenylethylamin, som er en kendt udløser af migræne.

Falder valget i stedet på lightprodukter for netop at undgå sukkeret, er der en risiko for at få hovedpine af sødemidlet aspartam.

Fakta: Fødevarer, der kan forårsage migræne:

- Modnede, lagrede og røgede fødevarer. Eksempelvis røgede pølser og stærk ost.

- Rødvin og i visse tilfælde øl.

- Overmodne frugter. For eksempel bananer med brune pletter.

- Surdejsbrød - vælg i stedet gærbrød.

- Chokolade.

- Lightprodukter, der indeholder aspartam. For eksempel lightsodavand.

- Citrusfrugter.

- Rødbedesaft.

Kilder: Sundhedscoach Gitte Hildebrandt og Dansk Hovedpinecenter

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.