Oslo-imam fordømmer massakre på skolebørn
Mindst 141 skolebørn og lærere dræbt af Taliban: Muslimer kan ikke begå en så grotesk handling, siger imam.
En mindehøjtidelighed for de mange skoleofre blev afholdt i Islamabad i Pakistan tirsdag. En religiøs leder i Oslo fordømmer drabene.
En mindehøjtidelighed for de mange skoleofre blev afholdt i Islamabad i Pakistan tirsdag. En religiøs leder i Oslo fordømmer drabene. Foto: Anjum Naveed/AP


En religiøs leder fra en moské i Oslo fordømmer tirsdagens drab på civile i både Australien og Pakistan.

I Sydney mistede to personer tirsdag livet under en gidseltagning på en café.

Mens der i den australske storby stadig blev sørget over de dræbte, kom meddelelsen om, at Taliban-krigere havde indledt et blodbad på en skole i Pakistan.

- Vi har været vidne til en grusom handling udført af terrorister mod en skole i Peshawar i Pakistan, siger Hamid Ali Farooq, imam ved Oslo-moskeen Islamic Cultural Centre (ICC).

Mindst 132 elever og ni lærere blev dræbt, da seks Taliban-folk tirsdag morgen stormede en skole i det nordvestlige by Peshawar, og gennem otte timer afsøgte lokale efter lokale for personer, de kunne dræbe.

Ud over de mange dræbte blev 125 personer alvorligt såret. Taliban i Pakistan har taget skylden for massakren.

- Jeg er i chok og har ikke ord til at beskrive denne grusomme handling. Vi er alle i sorg, siger Hamid Ali Farooq.

Han understreger, at drab på civile og uskyldige ikke har nogen plads i islam. Uanset, om det sker i Sydney eller Peshawar.

- Dette barbariske angreb er noget af det værste, der er sket mod børn, mod menneskeheden i nyere tid. Det har ingen ting med muslimer eller islam at gøre, siger imamen.

- En muslim kan aldrig begå en så grotesk handling.

Taliban i Afghanistan tager også afstand fra massakren.

- De bevidste drab på uskyldige mennesker, børn og kvinder går mod det grundlæggende i islam, siger en talsmand for bevægelsen.

Pakistans premierminister, Nawaz Sharif, har erklæret tre dages landesorg.

/ritzau/NTB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.