Oscar-vært planlægger angreb på Akademiet
Chris Rock melder ikke fra som vært til årets Oscar-show, men han planlægger at revse Akademiet, som står for nomineringerne.
Chris Rock har allerede gjort grin med Oscar-showet, som han har kaldt "de hvide BET Awards". BET-priserne bliver uddelt til sorte og andre minoritetsgrupper inden for sport og underholdning.
Chris Rock har allerede gjort grin med Oscar-showet, som han har kaldt "de hvide BET Awards". BET-priserne bliver uddelt til sorte og andre minoritetsgrupper inden for sport og underholdning. Foto: Andres Kudacki/AP


Årets Oscar-uddeling har udviklet sig til en kampplads for minoritetsrettigheder, efter at det for andet år i træk udelukkende er hvide skuespillere, der er blevet nomineret i skuespilkategorierne.

Sorte skuespillere og filmfolk som Will Smith, Jada Pinkett Smith og Spike Lee har allerede bekendtgjort, at de vil boykotte Oscar-ceremonien, og presset på dette års vært, Chris Rock, er vokset for, at han også skal melde fra til den store aften.

Nu fortæller Oscar-producer Reginald Hudlin dog, at Rock har tænkt sig at fuldføre sine forpligtelser, men at han ikke kommer til at stryge Oscar-akademiet med hårene.

- I skal forvente jokes om de hvide Oscar-uddelinger. Og Akademiet er med på, at han gør det. De er spændte på, at han gør det, for de ved, at det er nødvendigt. De ved, at det er det, offentligheden vil have, og vi giver folk, hvad de ønsker, siger Reginald Hudlin til Entertainment Online.

Den rapkæftede komiker havde ellers lagt sidste hånd på sit manuskript i sidste uge, men efter det helt hvide kandidatfelt blev offentliggjort til stor opstandelse, og hashtagget #OscarsSoWhite har taget fart, har Chris Rock revet drejebogen i stykker og er startet forfra.

- Chris arbejder hårdt. Ham og hans hold af forfattere har låst sig inde i et rum. Han sagde: "Efter at det blev lidt provokerende og spændende, har jeg smidt hele showet ud, og nu skriver jeg et nyt", fortalte Hudlin, der har stor tiltro til den 50-årige komiker.

- Chris er så grundig. Han er virkelig skarp, og jeg er 1000 procent sikker på, at han kommer til at levere noget, som folk vil snakke om i flere uger.

Det store Oscar-show løber af stablen den 28. februar.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.