Oricas bjerghåb skal vænne sig til stigningerne
Adam Yates er Orica-Bikeexchanges håb på bjergetaperne, men benene skal lige køres til efter de flade etaper.
Adam Yates (th.) sad med favoritterne hjem på første bjergetape i Tour de France, og han er på udkig efter etapesejre. Arkivfoto.
Adam Yates (th.) sad med favoritterne hjem på første bjergetape i Tour de France, og han er på udkig efter etapesejre. Arkivfoto. Foto: Tim Goode/AP


Orica-Bikeexchange, som har danskeren Christopher Juul-Jensen på holdet, er kun på jagt efter etapesejre i Tour de France, og når der er skrappe bjerge på menuen, er forventningerne på skuldrene af Adam Yates.

På onsdagens første bjergetape kom Yates ikke med i udbruddet, men han så ud til at være fint kørende og kom med favoritgruppen hjem.

Dog kan han godt mærke, at benene lige skal køres til.

- Der har været fire dage med spurter, men nu skulle vi virkelig træde i pedalerne. Det er en anden måde at køre på, og det skal man lige vænne sig til efter ikke at have gjort det i et stykke tid, siger Adam Yates.

Torsdag er det igen en oplagt sprinteretape, men fredag, lørdag og søndag er det terræn for præcis en type som Adam Yates, der ikke har lagt sig fast på, hvor han vil slå til.

- Jeg tager det dag for dag. Jeg slapper bare af og tænker ikke på det, for hvis man hele tiden kigger på den og den etape, så bliver man for nervøs og lægger for meget pres på sig selv, siger han.

- Hvis jeg ser en etape, som passer mig, så prøver jeg på noget, og ellers tager jeg det roligt og sparer på energien.

Da han sad med favoritgruppen hjem, holder han sig også fremme i klassementet, og det kan gøre det svært for briten at få lov til at slippe afsted, men han har ikke i sinde at køre sig ud af klassementet med vilje.

- Jeg vil ikke tabe tid med vilje, slår han fast.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.