Orica har fokus på etapesejre trods højtplaceret Yates
Adam Yates er blot 16 sekunder fra den gule trøje, men Orica-Bikeexchange kigger stadig kun efter etapesejre.
Adam Yates er blot 16 sekunder efter Chris Froome i klassementet, men det er fortsat etapesejre og ikke podiet, Orica-Bikeexchange kører efter.
Adam Yates er blot 16 sekunder efter Chris Froome i klassementet, men det er fortsat etapesejre og ikke podiet, Orica-Bikeexchange kører efter. Foto: Peter Dejong/AP


Hverken voldsomt haglvejr eller et styrt som følge af en sammenfalden kilometerport har kunnet slå 23-årige Adam Yates (Orica-Bikeexchange) ud af kurs i årets Tour de France.

Den vævre, britiske bjergrytter har været aldeles fremragende kørende i bjergene - så fremragende, at han inden 10. etape er nummer to i klassementet blot 16 sekunder efter Chris Froome (Sky) og er iført den hvide ungdomstrøje.

Det australske hold meldte inden Touren ud, at man udelukkende havde fokus på etapesejre i år, og trods Yates' favorable placering i klassementet, så er der ikke rokket ved den taktik.

- Vi går stadig efter etapesejre. Om det bliver med Yates eller nogle af os andre, må vi se, og så er det klart, at vi skal gøre, hvad vi kan for at passe på ham. Men når vi rammer bjergene, skal han passe på sig selv, siger den danske holdkammerat, Christopher Juul-Jensen.

- Det (andenpladsen i klassementet, red.) har ingen indflydelse på, hvordan hverken holdet eller ham selv håndterer den nuværende position.

Orica-holdet har ikke andre udprægede bjergryttere, og da klassementet fortsat ikke er en prioritet, vil man heller ikke se Christopher Juul og holdkammeraterne trække forrest i feltet.

- Det bliver ikke os, som sætter os frem og begynder at køre det store udbrud ind. Vi kender også vores begrænsninger, siger den 27-årige tidligere Tinkoff-dansker.

- Det må være Sky og Movistar, der skal det. De er jo stadig i vores optik favoritterne og dem, som kører efter noget i det samlede klassement.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.