Orgasmer er ikke SÅ vigtige: Sexolog fik sin som 40-årig
Har den største nydelse i virkeligheden intet at gøre med selve orgasmen. For sexolog Maria Marcus har sex altid været skønt – også i de 20 år, hun ikke kunne få orgasme.
Man kan sagtens have et godt sexliv uden orgasmer. 
Man kan sagtens have et godt sexliv uden orgasmer.  FOTO: Scanpix


Af Sara Skaarup, redigeret til web af redaktionen, FEMINA, Aller Media

Hvis ikke man får orgasme, hvorfor skal man så overhovedet have sex? Det spørgsmål blev sexolog Maria Marcus stillet af en kvindelig kursist for flere år siden, og det satte en masse tanker i gang. Samtidig havde Maria en mistanke om, at det dér orgasmebegreb, som alle bruger i flæng, ”ikke nødvendigvis kunne holde til nærmere eftersyn”.

– Jeg fik selv min første orgasme, da jeg var 40 år. Jeg havde et 20 år langt sexliv inden – orgasmeløst – alligevel fik jeg jo så meget ud af sex! Så der var noget, der ikke passede i den anskuelse, kursisten havde lagt for dagen.

Den 89-årige sexolog har langtfra selv sluppet interessen for sex. Hun er stadig praktiserende sexolog og psykoterapeut og har en kæreste. Marias nysgerrighed omkring, hvordan kvinder egentlig har det med oplevelsen og selve begrebet orgasme, har drevet hende til at skrive interviewbogen

”Kom du? – En mosaik om orgasme”, hvor forskellige kvinder beskriver, hvordan de oplever den største nydelse.

7 former for orgasme du kan opnå: Hvis du øver dig

De 15 kvinder, som fortæller om deres erfaringer i bogen, er fra midt i 30’erne og opefter, med Maria Marcus selv som alderspræsident. De fleste af dem har aldrig før fortalt ærligt om deres seksualitet – hvordan det virkelig føles.

Maria Marcus er langtfra den eneste af kvinderne, der har måttet vente længe på, at den forjættede orgasme indfandt sig. En af interviewpersonerne i bogen var 65 år. Hun er for øvrigt endt med at have et dejligt sexliv.

– Som jeg plejer at sige: Man skal ikke være så ked af sine problemer, for de kan føre én ukendte steder hen, siger Maria Marcus.

Sådan træner du dig selv: Få lynorgasmer

Generelt er udeblevne orgasmer et stort frustrationspunkt, det var det også hende for hende selv. Men jagten på at finde orgasmen kan også være en form for benzin.

– Det var det for mig, fordi de udeblevne orgasmer gav anledning til, at jeg prøvede mig frem med forskellige slags teknikker og med mange forskellige mænd. Jeg har virkelig tilladt mig at følge min nysgerrighed, siger hun og tilføjer med en lille latter: – Jeg ved ikke, hvordan det havde været, hvis jeg havde haft let ved det. Jeg havde nok været nysgerrig alligevel.

Hype omkring orgasmen

Maria Marcus tror, kvinder i dag generelt er blevet mere orgastiske af al den tilgængelige viden og information, end de har været i hendes tid.

– Hvis man tænker på en undersøgelse fra 1950’erne, der er omtalt i bogen, så regnede to tredjedele af de unge kvinder med, at de var frigide, fordi de ikke kunne få orgasme. Dengang vidste mændene jo heller ikke noget om, hvordan de kunne hjælpe til. Som sexolog oplever hun dog også, at der stadig er mange kvinder i dag, der ligger under for orgasmejagten.

– Der er stadigvæk en masse hype omkring orgasme. Det er et præstationsræs, og der er flere og flere ting, kvinder skal leve op til. Alt det dér med sprøjteorgasme, g-punktsorgasmer, helkropsorgasmer og så videre, der bliver hele tiden fyldt mere på.

- Det er godt, vi i dag kan læse om sex i dameblade, men det åbner også et nyt rum at være fiasko i. Mange har nemlig en idé om, at alle andre har et mere perfekt sexliv. Som Maria Marcus skriver i bogen: ”Det bedste er det godes fjende”.

Det er hendes håb, at kvinder ved at begynde at sætte ord på også kan tage brodden af den skjulte, uudtalte konkurrence mellem kvinder. Personligt ville hun ønske, hun havde kunnet få fingre i en lignende bog som ung.

– Det kunne have ændret mit forventningspres til mig selv og forhindret, at jeg så ned på mig selv som kvinde, fordi jeg tænkte, at jeg gik med en frygtelig mørk hemmelighed, som ingen måtte få at vide: At jeg ikke kunne få orgasme. At jeg var en kold kvinde.

Maria Marcus ønsker at videregive dette budskab til andre kvinder – orgasme eller ej:

– Tag det roligt og vær nysgerrig. Stol på dig selv frem for på alle normer og myter om, hvordan sex skal være. Og drop alle de selvbebrejdelser, hvis du oplever sex anderledes, end du har lært i skolen!

Se også:

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.