Organisation: Masser af korruption kommer aldrig frem
Korruption er mere udbredt i Danmark, end de fleste tror, siger ekspert, efter tre ansatte i Helsingør er blevet afsløret i systematisk svindel.
De tre ansatte i Helsingør er anklaget for systematisk at godkende regninger fra to firmaer, hvor de overfakturerede vedligeholdelsesopgaver for kommunen. Til gengæld fik de penge eller anden returkommission for tjenesten.
De tre ansatte i Helsingør er anklaget for systematisk at godkende regninger fra to firmaer, hvor de overfakturerede vedligeholdelsesopgaver for kommunen. Til gengæld fik de penge eller anden returkommission for tjenesten. Foto: Iris/Scanpix


Korruption? Sådan noget har vi da ikke her i Danmark!

Sådan tænker mange sikkert, men den opfattelse holder ikke. Det siger anti-korruptionsorganisationen Transparency International Danmark, efter tre ansatte i Helsingør Kommune er blevet afsløret i en stor bedragerisag.

- Der er masser af sager, der aldrig kommer for dagens lys. Vi har fulgt området i mange år, og der går jo ikke en måned uden, at der kommer en sag frem om korruption i den ene eller den anden form. Det er utænkeligt at forestille sig, at de myndigheder, hvor sagerne bliver afsløret, skulle være de eneste, siger formand for Transparency i Danmark, Knut Gotfredsen, til Avisen.dk.

Usædvanlig sag

De tre medarbejdere i Helsingør er blevet afsløret i systematisk at godkende overfakturerede regninger fra to virksomheder, hvoraf den ene er lokal.

Virksomhederne blev hyret til at udføre mindre vedligeholdelsesopgaver på kommunale bygninger, og aftalte så angiveligt med de tre kommunale medarbejdere, at der blev skrevet flere timer på regningerne, så opgaverne blev overfakturerede. Medarbejderne godkendte regningerne og sendte dem videre til betaling, og fik så til gengæld penge eller anden returkommission for det.

En af de tre medarbejdere har ifølge kommunen indrømmet og er meldt til politiet.

Knut Gotfredsen fortæller, at korruption i Danmark ofte finder sted i form af nepotisme eller interessekonflikter, eksempelvis hvor folk behandler ansøgninger om midler, hvor de selv med en anden kasket er blandt ansøgerne.

- Den type direkte bestikkelse, vi ser i sagen fra Helsingør, er meget usædvanlig. I hvert fald blandt de sager, der er kommet frem, siger han.

Kan give fængsel

Transparency International på verdensplan laver hvert år en rangliste, hvor landene får point mellem 0-100, hvor 100 er helt fri for korruption.

- Her ligger Danmark i top med 91 point, og det er der grund til at være glad for. Men der er altså stadig også rum til forbedring, siger Knut Gotfredsen.

Typisk bliver korruptionssager opdaget enten ved, at en ansat med kendskab til svindlen står frem eller gennem stikprøvekontroller, fortæller Transparency-formanden.

Sagen fra Helsingør er netop kommet frem, fordi kommunen fangede en af de overfakturerede regninger ved en stikprøve-kontrol. Herefter gik de i gang med en større undersøgelse af sager om bygningsvedligehold hos de pågældende medarbejdere og af bilagene fra virksomheder, og det bestyrkede mistanken.

- Man kommer rigtig langt med stikprøver, også fordi det kan have en afskrækkende effekt at man ved, man kan blive afsløret. Korruption straffes typisk ret hårdt, og kan give op til seks års fængsel. Så det er ikke nogen lille sag, de pågældende medarbejdere, står overfor, vurderer Knut Gotfredsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.