Optimistisk Valgren tørster efter Tour-revanche
Michael Valgren tror på Tour-deltagelse, og han er opsat på at tage revanche fra sygdomsexit sidste år.
Michael Valgren (th.) tror på, at han får en ny chance i Tour de France til juli.
Michael Valgren (th.) tror på, at han får en ny chance i Tour de France til juli. Foto: Van Norde Ernst/Polfoto


På 19. etape af Tour de France 2015 måtte en ulykkelig Michael Valgren (Tinkoff) stige af cyklen, sætte sig ind i holdbilen og udgå af sin debut i verdens største cykelløb.

Sygdom havde ramt den unge dansker, som nu er klar til at tage revanche i årets Tour de France.

Først skal han dog lige officielt udtages af holdet, men det er han optimistisk i forhold til efter god kørsel i Critérium du Dauphiné.

- Jeg skulle bare vise, at jeg har gode ben, og så tror jeg, at en Tour-billet skulle være okay sikker, siger Valgren.

Gennem et lille års tid har han kæmpet for at være i spil til endnu en Tour-deltagelse, som vil betyde meget for den 24-årige dansker.

- Jeg vil rigtig gerne tilbage (til Touren, red.), og jeg har forbedret mit niveau. Det er noget bedre end sidste år, synes jeg, så jeg vil tilbage og bevise, at jeg er god nok til at gennemføre og gøre en forskel for holdet, lyder det fra Tinkoff-danskeren.

Dauphiné var sidste chance for at overbevise holdets sportsdirektører om, at han er uundværlig for Alberto Contador, da der ellers kun venter et par løb i Danmark frem mod Tour de France.

- Jeg har kun nogle små løb i Danmark inden, og så skal jeg til DM, siger Michael Valgren.

Han bliver muligvis ikke eneste dansker på Tinkoffs Tour-hold, da også bjergrytteren Jesper Hansen bejler til en Tour-billet.

Oprindeligt skulle han have kørt Giro d'Italia i maj, men den danske bjergged viste så stærk kørsel tidligt på sæsonen, at man fjernede ham fra Giro-startlisten med henblik på en mulig Tour de France-deltagelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.