Optimisme hos Carlsberg efter tredje kvartal
Carlsberg fremlægger salgstal for tredje kvartal og opjusterer forventningerne til årets resultat.


Bryggerikoncernen Carlsberg tror på, at man kan levere et endnu bedre resultat, end man hidtil har meldt ud.

I forbindelse med, at selskabet fremlægger salgstal for tredje kvartal, opjusterer ledelsen forventningerne til årets resultat.

Hidtil har man meldt ud, at man regnede med en organisk vækst i resultat af primær drift som var "lav og encifret".

Nu tror koncernledelsen på, at man kan nå en organisk vækst på cirka fem procent for året som helhed.

- Vi gør fortsat gode fremskridt med hensyn til value management, som har til formål at opnå bedst mulig balance mellem markedsandel, bruttomargin og indtjening.

- Derudover leverede vores østeuropæiske forretning bedre end forventede resultater for kvartalet, siger koncerndirektør Cees 't Hart i en kommentar til tallene.

Netop Østeuropa var den region, der overraskede positivt i tredje kvartal med et salg på 3.148 millioner kroner, hvilket var 157 millioner kroner mere end analytikerne forventede ifølge Ritzau Estimates.

Derimod skuffede Asien og Vesteuropa en smule i forhold til estimaterne.

Den samlede omsætning i tredje kvartal nåede i alt op på 17,5 milliarder kroner.

Det er en del lavere end den forventede omsætning på 18,3 milliarder kroner og også var en smule lavere end i samme periode sidste år.

Carlsberg besluttede forud for det igangværende regnskabsår ikke at offentliggøre regnskaber hvert kvartal, men kun hvert halve år.

Koncernen rapporterer efter første og tredje kvartal kun om salget, men ikke om sine omkostninger, afskrivninger, skattebetalinger og sit overskud.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.