Vores forbrug er overforbrug og truer vores klode. Så klar i mælet er entertaineren Niels Hausgaard i et debat-interview i Politiken.
Udmeldingen kommer efter debattøren Amalie Lyhne, cand.scient.pol. og blogger på Berlingske, har langet ud efter af Niels Hausgaard og hans ligesindede, som mener, der bliver produceret alt for meget ragelse og dårlig smag.
Hun er træt af al kritikken af danskernes forbrug af dårlige møbler og billige fladskærmsfjernsyn, siger hun til Politiken. Der er simpelthen tale om en forhånelse fra overklassen, mener hun.
- Tag nu bare entertaineren Niels Hausgaard, der siger, at vi ikke kan være bekendt at købe så meget, fordi resten af verden lider under vores forbrug af billigt bras. Det er jo en kritik, der kommer fra velbjærgede mennesker i den kreative klasse, som har deres på det tørre. Foragten for forbrug og penge er noget, man skal have råd til. Det er sjældent folk uden penge, som foragter penge og forbrug, siger hun til Politiken.
Amalie Lyhne er af den overbevisning, at hvis forbruget begrænses, stagnerer væksten.
- Når man kigger ud i verden, er det tydeligt, at vækst hiver folk ud af fattigdom. Ulandsbistand kan være en god ting, men det, der får folk ud af fattigdom, er vækst og kapitalisme, siger hun.
Det er dog et argument, som preller af på Niels Hausgaard:
- Det er et kortsigtet argument. Det kan jo ikke nytte noget, at vi, for at redde den tredje verden, ødelægger vores livsvilkår generelt. Vi er fuldstændig ligeglade med verden omkring os, og det forstår jeg egentlig ikke. Vi er ikke kloge nok til at se, at vi saver i den gren, vi selv sidder på, siger han til Politiken.
Diskussionen om forbrug og overforbrug tog sin begyndelse tilbage i november, hvor det amerikanske udsalgs-fænomen "Black Friday" igen ramte Danmark. I den forbindelse sagde Niels Hausgaard til Avisen.dk:
- Hele konceptet er jo til for, at de forretningsdrivende skal sælge noget mere og få forbruget op. Men jeg mener, at forbruget absolut er højt nok. Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt over for resten af verden.
Niels Hausgaard efterlyste i samme forbindelse en debat om, hvordan man kan erstatte kvantitet med kvalitet:
- Der er så uendelig meget lort – dårligt produceret, dårlig stil, dårlig smag og dårlig kvalitet. Det burde man simpelthen nægte at sælge, sagde han i november.
Og han har fået ønsket opfyldt.