Helle Degn, formand for Tine Bryld Prisen, og tidligere udviklingsminister, formand for Udenrigspolitisk Nævn og kommissær for demokrati og udvikling for Østersørådet. Medlem af Folketinget 1971-2000. Den socialdemokratiske minister var den første kvinde, der opnåede at have 25 års jubilæum i Folketinget
21. oktober blev en af Danmarks største socialpolitiske priser, Tine Bryld Prisen, uddelt for tredje gang.
I år var modtageren foreningen Kvisten Viborg med Lisbeth Høstgaard Møller i spidsen. Kvisten modtager den prestigefyldte pris for deres dedikation til at hjælpe personer, som har været udsat for seksuelle overgreb. De tilbyder terapi, samtaler og rådgivning – både individuelt og i grupper, og til både ofre og deres pårørende.
VI CHOKERES OG HARMES, når vi derhjemme i stuerne får rullet Tønder-, Rebild- og Esbjergsagerne op, om børn der bliver seksuelt krænket og misbrugt. Sagerne som - selv efter mange underretninger - bare bliver negligerede ude i landets kommuner. Vi får oprullet, hvor svagt vores såkaldte sociale sikkerhedsnet er blevet. Den ansvarsforflygtigelse og slendrian, som disse børn bliver mødt med, ville Tine Bryld have påtalt med store bogstaver.
Hun ville have talt med store ord om et socialområde, der hænger i laser – uden sammenhæng og uden det væg-til-væg sociale ansvar, der er vigtigere end nogensinde, hvis vi skal sikre, at alle kommer med og ingen efterlades på perronen.
Ja, mere end nogensinde før, er der grund til at ihukomme Tine Bryld og hendes socialpolitiske stemme. Hun var hele Danmarks socialrådgiver og er netop i år blevet kåret til den mest betydningsfulde kvinde i 100 år. Og det er der en klar grund til. Hun var et fyrtårn med et sjældent set samfundsengagement og en evne til at ændre det sociale landkort – for de udstødte, for de unge, for Christiania, for de, der er på kanten og på spanden.
OG HVORFOR ER DER SÅ NU – mere end nogensinde før – grund til at huske på denne kvinde, der havde modet til at tale magthaverne og det etablerede system midt imod på de udstødtes vegne? Fordi hun ved at tage ansvar netop viste, at det er muligt – for alle, der vil – at ændre samfundet. Det er i denne ånd, at prisen gives – og det er i denne ånd, at denne kronik med dens kritik af socialpolitikken af i dag skrives.
Der er i den grad brug for at gøre det, som Tine Bryld var eminent til: At påpege de mangler og svagheder, der rammer og straffer de socialt udsatte og de sårbare – og at tage ansvaret for at disse uhyrligheder bliver rettet.
For sandheden er, at ansvar efterhånden – og desværre – er blevet en mangelvare i socialpolitikken. Det er simpelthen blevet for nemt, at fralægge sig ansvaret, eller at betale andre for at tage det. Og det gælder i alle aspekter og på alle niveauer af socialpolitikken – fra de højeste myndigheder til den nærmeste familie, fra den kommunale forvaltning og til villavejen. Vi glemmer at tale sammen. Og når vi ikke taler sammen, opstår der de huller, hvorigennem sager som dem, vi har set i både Brønderslev, Rebild og Tønder vælter ud.
Der er i den grad brug for at gøre det, som Tine Bryld var eminent til: At påpege de mangler og svagheder, der rammer og straffer de socialt udsatte og de sårbare – og at tage ansvaret for at disse uhyrligheder bliver rettet. Lige nøjagtig dét, som Tine Bryld Prisen ønsker at honorere, men som ikke bare skal hyldes den ene gang om året, hvor prisen uddeles. At tage ansvar er en borgerpligt for den enkelte og en samfundspligt for de offentlige myndigheder – og noget, vi skal gøre hver dag. Alle sammen.
OG HVAD ER SÅ MANGLERNE og svaghederne i systemet og i de nære relationer og strukturer?
Lad os starte oppefra. I dag oplever vi i stigende grad en ansvarsforflygtigelse og en ansvarsforskydning i det offentlige, sociale system. Der er kommet et alt for markant fokus på bundlinjen og på at holde budgetterne – budgetter, der vel at mærke skrumper år for år, og som fører til en basal kamp for overlevelse og en stræben efter at nå de mål, handlingsplanerne foreskriver. Og kun de mål. Alt skal kunne lade sig gøre for færre penge, men det rammer de forskellige instansers og medarbejderes evne, rum og lyst til at hæve hovedet og kigge ordentligt ud over det socialpolitiske landskab. Spareøvelse på spareøvelse har betydet et farvel til videreudvikling, overblik og den fornødne kvalitets- og fremtidssikring. Væk er visionerne, fleksibiliteten, evnen til omstilling, helhedsperspektivet.
GROFT SAGT STOPPER VERDEN ved skrivebordskanten. Socialrådgiverne, eksempelvis, Tine Brylds faggruppe, oplever et øget fokus på kassetænkning. På systemtænkning. På at få individer til at passe ind i rammerne, i stedet for at se individerne i øjnene og som hele mennesker med vidt forskellige historier og vidt forskellige veje ud af den sociale deroute. Det opleves som en stor spareøvelse, hvor fanden må tage de sidste.
Ejendomsmæglerne taler om vigtigheden af beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed. I socialsektoren heddet det budget, budget, budget.
Tine Bryld tog sig tid til at lytte til det enkelte menneske og differentiere det fra andre. Hvordan har DU det? Hvad skal der ske for at DU får det bedre?
Konsekvensen bliver en atomiseret socialsektor, hvor de mennesker, det hele handler om – de svageste, de med færrest ressourcer – bliver kastebolde mellem forskellige apparater. Den ene dag til møde med sagsbehandleren, den anden dag på jobcentret, den tredje dag hos den såkaldte ”tredje part”, der har som formål at sluse vedkommende tilbage på det – efter det politiske flertals mening – saliggørende arbejdsmarked.
I SIDSTE ENDE DREJER det sig om at holde sig flydende som social instans. Om at sikre, at man med sin krone-til-krone tænkning fortsat har lønkroner og budget og en plads i maskineriet. Men det giver skyklapper og et tunnelsyn. Hvad sker der udenfor rådhuset? Udenfor ministeriet? Udenfor jobcentret?
Derude – overalt i landskabet og i byerne – er vi heldigvis begunstiget med mange græsrodsforeninger og frivillige grupperinger, der gør en indsats for de svageste i samfund. For de hjemløse, for børnene, for de ældre, for de fattige, for flygtningene, for de handicappede. Med meget mere. Det er en social drivkraft second to none, men den kan ikke leve og vokse uden det sociale ansvar – og det er et ansvar, der ikke kun påhviler myndighederne, men også den enkelte – dig og mig.
Vi bliver derfor nødt til at bevæge os væk fra den tænkning, at verden kun drejer sig om den enkelte. Det man populært kalder mig-mig-mig-tænkningen. Vi er blevet virkelig gode til at hylde og holde på vores rettigheder – på, hvad jeg er berettiget til i støtte og hjælp – men har mistet et helt afgørende fokus på det sociale ansvar, som noget, der påhviler os alle. Som en borgerpligt på lige linje med rettighederne. Ansvar er ikke en statisk størrelse, der kun er forbeholdt de få at tage, men noget, vi alle skal tage og alle skal dele med hinanden. Vi har et grundlæggende ansvar for hinanden. I hjemmet, på vejen, i skolen, på arbejdspladsen.
DET VAR DET, SOM TINE BRYLD gjorde så forbilledligt. Og dét, som hun praktiserede ”live” i radioen om søndagen, hvor hun tog sig tid til at lytte til det enkelte menneske og differentiere det fra andre. Hvordan har DU det? Hvad skal der ske for at DU får det bedre?
Det er spørgsmål, vi er blevet dårligere til at stille til hinanden – og som systemet er blevet for dårligt til at stille i almindelighed. Et system er som en supertanker – tung at vende, men med en enorm kraft. Et sted at starte er derfor hos den enkelte og i det nære – eventuelt ved at engagere sig i de lokale foreninger, der uden de store økonomiske muskler, men med et enormt engagement, kæmper for at lappe de huller og sprækker, der er i systemet.
De reelle forandringer starter ikke oppefra, men nedefra. Det er ildsjælene, der sætter fingrene på systemets ømme punkter, det er fra dem, at ringene i vandet breder sig. Og jo større ringe, jo mere strøm – og jo nemmere bliver det at vende supertankeren.
21. oktober hyldede vi en af de organisationer, der skubber på nedefra. Dette års vinder af Tine Bryld Prisen: Kvisten Viborg. Flere andre organisationer har været med i opløbet – og hundredefold andre er med i opløbet om de kommende års priser. De tager de svageste alvorligt og øger sammenhængskraften. Akkurat som Tine Bryld.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.