Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) møder nu voldsom kritik for sit opråb til landets chefer om at tage medarbejdernes stresssygemeldinger mere alvorligt.
- Der er ikke en snuptagsløsning. Men noget af det, der er afgørende for at nedbringe sygefraværet, er, om der er en voksen til stede? Er der en ledelse på arbejdspladsen, der fungerer? Det er svært at lovgive om god ledelse og finde en model for det, sagde Troels Lund Poulsen i et interview med Avisen.dk forleden.
I Ledernes Hovedorganisation var arbejdsmiljøchef Lars Andersen ved at falde ned af stolen, da han læste interviewet. Stress er ifølge arbejdsmiljøchefen for alvorlig en sag til mudderkastning:
- Det er for nemt at gå efter en leder på den måde. At efterlyse en 'voksen' er en unødig hån mod de mange dygtige ledere og medarbejdere, der hver dag skaber resultater til gavn for os alle sammen, siger Lars Andersen, der føler sig 'provokeret' af ministerens melding.
Forebyggelse og håndtering af stress er et af de aktuelle temaer på den politiske dagsorden. Regeringen har nedsat et stresspanel, der er på vej med konkrete anbefalinger.
Derudover sidder beskæftigelsesministeren for bordenden ved de politiske forhandlinger om en ny, samlet arbejdsmiljøindsats. Forhandlingerne handler blandt andet om det psykiske arbejdsmiljø og forebyggelse af stress.
I interviewet med Avisen.dk undrede beskæftigelsesministeren sig over, at danske ledere, både i det private erhvervsliv og i det offentlige, ikke begriber, at investeringer i arbejdsmiljøet betaler sig.
- At bruge penge på arbejdsmiljø er ikke en udgift, men en investering. Den krone, man bruger på trivsel og godt arbejdsmiljø, kommer mange gange igen, sagde Troels Lund Poulsen.
Han fremhævede, at et godt arbejdsmiljø både kan være nøglen til at nedbringe sygefravær og bidrage til at fastholde medarbejdere, så de ikke skifter job, og arbejdspladsen mister kompetence.
Hos Lederne mener arbejdsmiljøchefen imidlertid, at ministerens udgangspunkt er helt forkert. Danske lederne ved udmærket, at det betaler sig at investere i arbejdsmiljøet. Det er 'helt ude i skoven' at påstå noget andet.
- Vi kan alle blive bedre, men som udgangspunkt har vi ansvarlige ledere, der godt kan finde ud af at få løst problemer på arbejdspladsen, siger Lars Andersen.
Han henviser til, at 96 procent af Ledernes medlemmer i en undersøgelse svarer, at håndtering af stress blandt medarbejderne er en vigtig del af den ledelsesmæssige opgave, og at over halvdelen - 60 procent - svarer, at de har haft en samtale med en stresset medarbejder indenfor det seneste år.
Ledernes Hovedorganisation vil drøfte minister-opråbet med Troels Lund Poulsen på et møde senere i denne uge.