På bare tre måneder - fra 1. april til 31. juni - skal landets kommuner finde ud af, hvem der skal have kontanthjælp, og hvem der fremover må nøjes med cirka det halve på den nye integrationsydelse.
Der er tale om intet mindre end 150.000 sager, som skal ekspederes manuelt. Det får allerede nu socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau, til at frygte for, hvordan hendes medlemmer skal klare den monstrøse opgave.
- Det her risikerer at knække nakken på rigtig mange. Det bliver en mandskabsmæssig udfordring, der basker, og det bliver et helt enormt arbejdspres, siger Majbrit Berlau.
Dermed er hun enig med KL, der kalder opgaven for en "stor mandskabsmæssig udfordring."
Majbrit Berlau har samtidig ”ikke fantasi til at forestille sig”, hvordan man på tre måneder skal gennemgå de 150.000 sager og derefter rådgive de borgere, der skal sættes ned på integrationsydelse – sideløbende med at socialrådgiverne i forvejen er pålagt at løse en række andre bundne opgaver på jobcentrene.
- Vi har advaret meget stærkt imod, at det kun må tage tre måneder. Det giver en stor risiko for sjusk. Det er ikke fordi borgere kommer i klemme - alt vil blive gennemtjekket – men måske bare ikke til tiden, for hvordan skal vi kunne nå det rent praktisk? spørger Majbrit Berlau.
"Chefer skal sikre os"
Fagforeningsformanden håber nu på, at cheferne ude i kommunerne får indhentet mandskab og igangsat alle de arbejdsmiljøtiltag, der er brug for.
- Det skal sikre, at vi ikke bliver syge af at gå på arbejde. For jeg kan ligeså godt hilse og sige, det er ikke acceptabelt for os. Hvis Christiansborg overhører vores advarsler, forventer vi, at de relevante ledere beskytter os, siger Majbrit Berlau.
Som en del af finansloven for 2016 blev det vedtaget, at nytilkomne udlændinge skal have integrationsydelse i stedet for kontanthjælp. Det gælder i første omgang flygtninge, der er kommet til landet efter 1. september 2015.
Men lige nu behandler Folketinget et forslag om at udvide integrationsydelsen til alle, der ikke har opholdt sig i Danmark i syv ud af de seneste otte år. Integrationsydelsen kan derfor også komme til at ramme danskere på kontanthjælp.
Venstres integrations- og udlændingeordfører Marcus Knuth har fuld tillid til, at de administrative systemer løser opgaven.