Oprørsgrupper bomber civile i angreb på syrisk hospital
Snesevis er dræbt og såret af terrorister på al-Dabit Hospitalet, siger det statslige syriske tv.
Demonstranter viser skilte om, at "Aleppo brænder" foran FN's hovedkvarter i Libanons hovedstad Beirut. De demonstrerer mod den syriske præsident Bashar al-Assads offensiv mod de områder, oprørerne har besat i Syriens nordlige storby, Aleppo.
Demonstranter viser skilte om, at "Aleppo brænder" foran FN's hovedkvarter i Libanons hovedstad Beirut. De demonstrerer mod den syriske præsident Bashar al-Assads offensiv mod de områder, oprørerne har besat i Syriens nordlige storby, Aleppo. Foto: Bilal Hussein/AP


Mindst 19 er dræbt og 80 såret ved et oprørsangreb mod et hospital i Aleppo tirsdag, siger det statslige syriske tv og overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

- 19 personer, heraf tre børn, blev dræbt. Antallet af sårede er på mindst 80, siger overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

- Antallet af dræbte vil formentligt stige, da der er flere hårdt sårede, hedder det.

Hæren oplyser, at oprørsgrupper har gennemført omfattende angreb ved Aleppo og bombarderet civile områder med raketter.

Hæren beskylder blandt andre Nusrafronten, som har forbindelser til terrornetværket al-Qaeda, for at stå bag angrebene.

I de seneste uger er flere hundrede civile dræbt i Aleppo af det syriske styres bomber og oprørsgruppers angreb mod regeringskontrollerede områder.

Et hospital i et oprørskontrolleret område af den syriske storby blev torsdag i sidste uge ødelagt ved et direkte bombardement. Ifølge Syriens Observatorium for Menneskerettigheder er mindst 27 personer omkommet.

Aleppo er opdelt i områder, som kontrolleres af regeringsstyrkerne og af oprørsgrupper.

Den ledende regeringsvenlige syriske avis, al-Watan, skrev forleden, at regeringshæren forbereder en stor offensiv for at generobre hele Aleppo, som er landets næststørste by efter hovedstaden Damaskus.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.