Oprejsning til Jonas Lössl efter mareridtskamp
Jonas Lössl holdt buret rent for Guingamp, der slog Bastia. Evian tabte, mens Lille fik uafgjort.
Jonas Lössl - her i FCM-trøje - fik vasket en del af pletten fra sidste weekends grimme 2-7-nederlag væk ved at holde buret rent mod Bastia.
Jonas Lössl - her i FCM-trøje - fik vasket en del af pletten fra sidste weekends grimme 2-7-nederlag væk ved at holde buret rent mod Bastia. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Det varer sikkert længe, før Guingamp-målmanden Jonas Lössl glemmer sidste weekends 2-7-nederlag til Nice i fransk fodbold.

Men med en god præstation og en cleansheet i lørdagens 1-0-hjemmesejr over Bastia har den tidligere FCM-keeper formentlig tanket lidt selvtillid igen og fået den forfærdelige kamp på afstand.

Ronnie Schwartz lagde op til kampens enlige scoring, mens Lars Jacobsen på grund af knæproblemer ikke var med i sejren, der sender Guingamp op over nedrykningsstregen i Ligue 1.

En anden danskerklub indtager til gengæld jumbopladsen, efter at Evian tabte for tredje gang i træk, denne gang med tre danskere i startopstillingen.

Foruden Daniel Wass og Jesper Juelsgaard drejede det sig om angriberen Nicki Bille. Den tidligere Rosenborg-spiller blev dog pillet ud efter 73 målløse minutter i 0-2-nederlaget til Montpellier.

Endelig måtte Lille nøjes med uafgjort 1-1 mod St. Etienne hjemme på Grand Stade. Simon Kjær og holdkammeraterne kom ellers foran tidligt i første halvleg, men gæsterne udlignede efter en times spil.

Og så havde begge hold ellers gyldne muligheder for at sikre sig sejren, men både Lille og St. Etienne brændte et straffespark i slutfasen.

Tidligere lørdag vandt Paris Saint-Germain - fortsat uden en skadet Zlatan Ibrahimovic - 2-1 ude over Lorient og er nu kun ét point fra Marseille på førstepladsen.

Marseille har dog spillet en kamp færre og møder søndag bundholdet Lens.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.