Af Steen Knøster Rasmussen
SE ALLE BLOGINDLÆG
Opråb til lønarbejdere: Vi må stå sammen!

En af mine gode venner er faglært multimediedesigner, men kan som mange andre faglærte ikke finde fuldtidsarbejde inden for sit fag. Korte projektansættelser og freelancearbejde er normen inden for hans område. Derfor supplerer han sit multimediearbejde med kontorrengøring.

HAN ARBEJDER i weekender, og på tidspunkter hvor andre normalt holder fri. Når der er multimedie-opgaver at få, er de som regel tilrettelagt således, at der arbejdes for at nå en deadline. Samtidig skal han passe rengøringsjobbet, der er hans eneste faste indtægt. De skæve arbejdstider, og perioder med meget lange arbejdsdage går ud over samværet med hans søn, som bor hos ham hver anden uge.

RENGØRINGSJOBBET ER HÅRDT manuelt arbejde til lav løn. Min ven er ansat gennem et privat én-mands-rengøringsfirma, som har tegnet kontrakt med de firmaer, der ejer de kontorer, hvor han gør rent. Rengøringsfirmaet har ikke tegnet overenskomst. Rengøringskontrakterne specificerer hvor og hvilken rengøring, der skal udføres.

PÅ KONTORENE er der en rengøringsansvarlig, som står for kontakten til den, der gør rent. Kontakten består til dels af praktiske oplysninger, men mestendels af kritik og indirekte trusler om fyring, hvis man ikke retter ind. Selvom rengøringskontrakten er tydelig, så forventer de ansatte på kontorerne også, at der bliver ryddet op efter dem - at opvasken i tekøkkenet bliver fjernet, og at sporene efter den spontane fredagsbar er væk, når de møder om mandagen.

HVIS MIN VEN i kontakten til den rengøringsansvarlige henviser til den gældende kontrakt, får han at vide, at de bare kan finde en anden til at gøre rent hos dem. Resultatet er, at min ven retter ind. Han æder sin stolthed, arbejder hurtigere - og nogle gange længere - for han har jo et barn, som skal have mad og tøj på kroppen.

Udover at det bliver sværere og sværere at finde et fuldtidsjob - også som faglært, så beskriver ovenstående ikke blot hverdagen for mange rengøringsassistenter, men er en problemstilling, der gør sig gældende på hele det ufaglærte område.

MÅDEN HVORPÅ DER SES NED på den ufaglærte og det stykke arbejde den ufaglærte udfører, møder vi mange steder. Vores arbejdsmarked er opbygget hierarkisk. Når et stykke arbejde skal prissættes, tænkes der ikke i, hvor opslidende, eller fysisk hårdt arbejdet er, eller om der rent faktisk skabes noget.

Vores opfattelse af et stykke arbejdes værdi bunder i historisk klassetænkning. Traditionelt set har det været sådan at de velstilledes børn havde råd til at uddanne sig og smykke sig med titler, mens børn fra trange kår måtte gå ud af skolen tidligt for at tjene til familiens hushold som løsarbejdere. Kort sagt, de få velstillede uddannede sig for at blive virksomhedsejere, chefer, ingeniører og direktører, så de kunne bestemme over det tyende, der servicerede dem og de mange fattige løsarbejdere, der producerede deres varer.

SELVOM VI I DAG har et langt mere lige samfund end det vores forfædre levede i for 200 eller bare 100 år siden, og selvom, der i nutiden er elementer, som prøver at modvirke den sociale arv i uddannelsessystemet, så har der ikke været et opgør med hierarkiet på arbejdsmarkedet. Det betyder, at der den dag i dag til stadighed er urimelig stor forskel på lønninger og forhold på arbejdsmarkedet.

Nu hvor vi nærmer os valget, dyster partierne om, hvem der kan vinde lønarbejdernes gunst. Du og jeg - og min gode ven, der gør rent - er nemlig stemmekvæg. ”Kvæg” er en passende betegnelse, for politikerne gør, hvad de kan, for at trække os rundt i manegen.

Den forrige Venstreledede regering banede vejen for en række ulighedsskabende reformer for de ledige, de syge, de handikappede og de unge. Den nuværende Socialdemokratisk-ledede regering landede reformerne, og strammede dem undervejs.

NU UDRÅBER ALLE PARTIER sig til ”arbejderpartier”. Hykleri, når man tænker på de forringelser for lønarbejderne, skiftende regeringer har deltaget i. Hykleri, når DF kalder sig et arbejderparti, mens de forsøger at vaske snavset af hænderne fra den beskidte dagpengereform, deres egen formand var arkitekt bag. DF kunne passende vaske sig om munden, mens de er i gang, så de får fjernet resterne af det stegte flæsk, de (meget symbolsk) indtog på Vejlegaarden sammen med Venstre og LA under den faglige konflikt på stedet. En konflikt, der udløste et beslutningsforslag fra netop DF og V i vanlig forening om regulering af faglige organisationers konfliktret over for virksomheder med overenskomst (Beslutningsforslag nr. B 92, fremsat d.12 juni 2012).

OG HYKLERI ER DET, når en socialdemokratisk statsminister 1. maj i Fælledparken udtaler at ”Vi har de penge vi har. Dagpengesystemet må ikke blive dyrere.”, for fem dage senere at give 610 millioner i skatterabat til erhvervslivet. Hykleri er det også, når regeringen foreslår en bonusordning til de ledige for at finde et job - og dermed legitimerer myten om den dovne arbejdsløse, der bare skal motiveres økonomisk for at finde sig et job.

Om den nuværende regering fortsætter eller bliver afløst af et om muligt endnu værre alternativ, står hen i det uvisse. En ting er dog givet: Vi får IKKE en arbejderregering.

Dagpengereformen, Dongsalget, ”Mørklægningsloven”, skifergasboringer, kampfly for mange milliarder og den kommende frihandelsaftale, der har potentiale til at udhule arbejdernes tilkæmpede rettigheder gevaldigt, vidner om, hvad det mandat, vi giver folketingspolitikerne, omsættes til efter et valg.

HVIS VI SOM LØNARBEJDERE, både dem i og udenfor job, vil stoppe politikernes angreb på vores kernevelfærd og rettigheder, hvis vi vil have et retfærdigt dagpengesystem, lønninger vi kan leve for, og ordentlige arbejdsforhold, så må vi begynde at sætte dagsordenen, stille krav og kæmpe for det selv, præcis som vores forfædre gjorde det.

Vi må stå sammen på tværs af køn, fag, kulturel baggrund, seksuel orientering og trosretning, i kampen mod løndumping, i kampen mod forringelser af vores dagpengesystem, af vores uddannelsessystem, og af den gode offentlige service, vi ALLE nyder godt af. Vi må stå sammen i arbejderkampen!

Om Steen Knøster Rasmussen

Steen Knøster Rasmussen er marxist, født og opvokset på den københavnske vestegn og så er han postarbejder hos Post Danmark. En af de ufaglærte manuelle arbejdere, som politikere og meningsdannere taler rigtig meget om og til, men ikke særlig meget med ...

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.