Oppositionspartier: Tsipras skubber Grækenland ud af EU
Socialistpartiet Pasok opfordrer den græske premierminister til at udskrive valg i stedet for folkeafstemning.
Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, er ved at lukke døren til EU, når han vil holde folkeafstemning om gældsaftale, mener den græske opposition. Arkivfoto
Grækenlands premierminister, Alexis Tsipras, er ved at lukke døren til EU, når han vil holde folkeafstemning om gældsaftale, mener den græske opposition. Arkivfoto Foto: Geert Vanden Wijngaert/AP


Partierne i den græske opposition er mildest talt utilfredse med, at landets premierminister, Alexis Tsipras, vil have en folkeafstemning om en gældsaftale, der skal bringe Grækenlands økonomi på ret køl.

De mener, at beslutningen risikerer at skubbe Grækenland ud af EU-samarbejdet.

Lederen af Nyt Demokrati, den tidligere premierminister Antonis Samaras, mener, at den græske regering har isoleret Grækenland fra Europa, og at Tsipras skubber ansvaret fra sig.

- Hr. Tsipras fører i dag landet mod en folkeafstemning, hvor det egentlige spørgsmål er, om man siger ja eller nej til Europa, og han foreslår at danne en kløft mellem os og alle vores partnere samt et exit fra euroen, siger Antonis Samaras.

Socialistpartiet Pasok opfordrer direkte Alexis Tsipras til at træde tilbage og udskrive valg.

- Siden hr. Tsipras ikke er i stand til at tage ansvarlige beslutninger, bør han trække sig og lade borgerne stemme om deres fremtid gennem et valg, siger Pasok-leder Fofi Genimmata.

Midterpartiet To Potami anklager ligeledes Alexis Tsipras for at isolere Grækenland og foretrække drachmaen, den tidligere græske valuta, frem for euroen.

- Alexis Tsipras og Panos Kammenos (leder af De Uafhængige Grækere, red.) besluttede sig for at lede lobbyen for drachmaen, at bringe landet ud af EU og skubbe det ud over afgrunden.

- Vi vil stå sammen for et stærkt Grækenland i hjertet af Europa, siger partileder Stavros Theodorakis.

Syriza, der er Tsipras' parti, og regeringspartneren De Uafhængige Grækere opfordrer det græske folk til at forkaste forslaget fra landets internationale långivere.

Folkeafstemningen skal efter planen holdes 5. juli.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.