Opfinder skal betale bøde og fjerne drænrør fra Vestkysten
En 69-årig opfinder mener, at hans drænrør kan forhindre havet i at æde sig ind på stranden ved Hvide Sande.
En 69-årig opfinder er blevet dømt for at sætte drænrør op ved den jyske vestkyst. (Arkivfoto)
En 69-årig opfinder er blevet dømt for at sætte drænrør op ved den jyske vestkyst. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix


En 69-årig opfinder er ved Vestre Landsret blevet idømt bøder for drænrør, han har sat op langs Vestkysten.

Opfinderen selv og opfinderens firma skal hver betale en bøde på 20.000 kroner. Hvis rørene ikke er fjernet inden sommeren, skal firmaet desuden betale månedlige tvangsbøder.

Opfinderen har dog tidligere sagt til Kristeligt Dagblad, at selv hvis han blev dømt i landsretten, vil han ikke grave rørene op.

- Hvorfor skulle jeg dog fjerne verdens mest effektive kystsikring, så folk mister deres huse, og så Kystdirektoratet kan blive ved med at bruge milliarder af skattekroner på noget, der ikke virker, spurgte han.

- Jeg er sønderjyde og dermed stædig af natur, og en dag får jeg ret, sagde han.

Vestre Landsrets afgørelse er en stadfæstelse af dommen fra Retten i Herning. Opfinderen blev dog frifundet i en sag om drænrør ved Gammel Skagen, hvor Retten i Hjørring havde idømt ham en bøde på 3000 kroner og tvangsbøder.

Beskyttelse af de danske kyster administreres af Kystdirektoratet. Kystbeskyttelse må kun opføres med tilladelse fra direktoratet.

Drænrørene kaldes Ecobeach. Det er blå plastikrør på halvanden meter. De skal forhindre havet i at æde sig ind på stranden.

Opfinderen mener, at hans drænrør er både billigere og mere effektive end den traditionelle kystbeskyttelse.

I 2004 indgik opfinderen en aftale med Transportministeriet. Han fik lov til som forsøg at sætte rørene op på en strækning på seks kilometer ved stranden ved Hvide Sande.

Forsøget skulle køre i tre år. I 2007 vurderede to eksperter, at rørene ikke havde en effekt. Den 69-årige søgte om tilladelse til at sætte flere rør op, men det blev afslået.

Transportministeriet pålagde ham at fjerne rørene. Men i januar 2013 satte han flere rør op. Derefter blev han meldt til politiet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.