Opec: Efterspørgslen efter olie rasler ned i 2015
Opec-landene får stadig mere besvær med at sælge olie. Efterspørgslen i 2015 bliver den laveste i 10 år.
Efterspørgslen efter olie fra Opec vil falde i 2015, vurderer organisationen. Her er Opecs generalsekretær, Abdalla Salem el-Badri fra Libyen, efter et Opec-møde i november, da de 12 lande ikke kunne enes om at skære i kvoterne for at få prisen på olie i vejret.
Efterspørgslen efter olie fra Opec vil falde i 2015, vurderer organisationen. Her er Opecs generalsekretær, Abdalla Salem el-Badri fra Libyen, efter et Opec-møde i november, da de 12 lande ikke kunne enes om at skære i kvoterne for at få prisen på olie i vejret. Foto: Ronald Zak/AP


Den globale efterspørgsel efter olie vil falde yderligere i 2015. Faktisk til det laveste niveau i over 10 år, og det er noget, der gør ondt på landene i Opec - de olieeksporterende landes organisation.

Det er Opec selv, der kommer med prognosen for 2015.

Organisationen peger på, at den lavere efterspørgsel blandt andet skyldes det amerikanske boom i udvinding af skiferolie samt den nuværende overforsyning af markedet.

Andre grunde er, at væksten i Europa og i Asien bliver lavere end tidligere ventet.

I sin månedlige rapport siger Opec, at efterspørgslen efter olie fra de 12 lande i sammenslutningen næste år vil falde til 28,92 millioner tønder olie om dagen - 280.000 tønder mindre end de hidtidige prognoser har sagt.

Det er samtidig omkring en million tønder olie mindre end den daglige produktion i Opec i øjeblikket.

Senest, efterspørgslen var så lav, var i 2004, da den var på 28,15 millioner tønder om dagen.

I november mødtes Opec for at drøfte, om kvoterne skulle reduceres for at presse prisen op, men landene kunne ikke blive enige.

Resultatet blev derfor, at de nuværende kvoter bevares, og derfor fortsætter Opec med at producere mere olie, end markedet kan forbruge, hvilket er med til at presse prisen.

Opec-landene står for omkring 40 procent af den olie, verden forbruger.

Saudi-Arabien er et af de lande, der ønskede at bevare kvoterne, idet saudiaraberne gerne vil have prisen ned. Tanken er, at lavere oliepris kan være med til at tæmme USA's skifereventyr, idet det er forholdsvis dyrt at udvinde skiferolie.

Olieprisen er i øjeblikket forholdsvis lav. Brent nordsøolie er onsdag handlet til under 65 dollar per tønde, og det er den laveste pris i over fem år.

Det er samtidig 41 procent billigere end i juni.


/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.