Opbakningen til Grønlands leder smuldrer
Flyttes der en enkelt stemme i det grønlandske parlament, kan det betyde, at landets leder må udskrive valg.


Opbakningen til Grønlands leder, Aleqa Hammond fra Siumut, er stærkt nedadgående i forhold til valgsejren for halvandet år siden. En aktuel sag om bilagssjusk med statens penge giver endnu mere skub til den tendens.

Det siger ekstern lektor Lars Hovbakke Sørensen fra Københavns Universitet og ekspert i nordiske forhold.

- Ved valget havde hun iscenesat sig selv som en nationalist, der var mindre korrupt end sine forgængere. Opfattelsen af hende har ændret sig markant siden. Mange ryster på hovedet og siger, at hun ikke er spor bedre end de andre.

- Hun har heller ikke haft succes med at gennemføre ret meget af sin politik i forhold til at få gang i råstofeventyret og øget selvstændighed i forhold til Danmark. Mange vælgere synes, at hun hverken politisk eller personligt har været en succes, siger Lars Hovbakke Sørensen.

En orientering fra revisionsudvalget viste fredag, at Aleqa Hammond har brugt 106.363,27 kroner fra selvstyrets kasse til private formål.

På trods af flere rykkere blev udgifterne fra april 2013 først tilbagebetalt 8. september i år.

Lars Hovbakke Sørensen tror, at bilagssagen får betydninger for den genforhandling af koalitionsaftalen, som i øjeblikket pågår mellem Siumut og Atassut.

- Den her sag får helt sikkert en ret stor betydning for Siumut. Partiet er under hårdt pres og beskydning fra alle sider. Derfor står Atassut forholdsvis bedre til at få sine politiske krav igennem lige nu, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Oppositionspartiet IA har varslet et mistillidsvotum mod Aleqa Hammond.

Det mistillidsvotum kommer hurtigst muligt efter det grønlandske parlaments åbning tirsdag, og det er ikke umuligt, at det kan føre til nyvalg. Det siger Poul Krarup, der er chefredaktør på det grønlandske medie Sermitsiaq.

- Det er utrolig svært at sige, hvilken vej det hælder mod. Der er bare én fra regeringskoalitionen, som skal flytte sig, for at der bliver flertal for mistillid. Spørgsmålet er om Aleqa Hammond har formået at få banket koalitionen på plads inden, siger Poul Krarup.

Han fortæller, at Hammonds eget parti er meget kritisk over for det, der er foregået, og at Sermitsiaqs egne undersøgelser viser, at befolkningens tillid til Hammond er faldet markant siden foråret.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.