One Direction-ballade: Adgangsregler ændret flere gange
Ændrede koncert-regler med boybandet One Direction i Horsens får forældre og teenagepiger op af stolen.
Arrangørerne af en One Direction-koncert i Horsens har lavet reglerne for adgang om.
Arrangørerne af en One Direction-koncert i Horsens har lavet reglerne for adgang om. Foto: Scanpix arkiv


Hundredevis af unge piger og deres forældre er i oprør over adgangskravene til en koncert med boybandet One Direction i Horsens. Adgangsreglerne er nemlig lavet om flere gange. Det fortæller DR Østjylland.

- Det er under al kritik, siger Malene Lykke-Krogh fra Brædstrup.

Malene Lykke-Krogh har tre piger, så hun var hurtigt ude, da Horsens and Friends satte 30.000 billetter til salg til en koncert med One Direction 16. juni.

Hun var også nødt til at købe en billet til sig selv, fordi pigerne ifølge reglerne for koncerten skulle være i selskab med en voksen på plænen foran scenen, hvis de ikke var fyldt 16 år.

I maj fik hun så en mail fra Horsens and Friends om, at reglerne var ændret.

- Nu var det en højde på 1,20 meter, der giver adgang til en ståplads på plænen, også selv om man ikke var ifølge med en voksen. Det har jeg sort på hvidt, siger hun.

Derfor solgte hun sin billet til en af pigernes veninder, men nu har hun fået en ny mail, hvor der står, at reglerne er lavet om igen.

- Nu skal man igen være 16 år for at have ret til at stå på plænen. Ellers skal man være ifølge med en voksen, fortæller Malene Lykke-Krogh.

Det er hendes piger ikke tilfredse med.

- De er simpelthen så trætte af det, fordi de er bange for ikke at kunne komme ind. Vi har jo ikke den sidste billet til en voksen, siger hun.

Regelændringen har givet rasende kommentarer på Facebook fra masser af piger og forældre, der står i samme situation.

Malene Lykke-Krogh tror ikke, at Horsens and Friends kan modstå presset.

- Det er de nødt til at lave om på en gang mere, mener hun.

Hos Horsens and Friends understreger koncertarrangør Frank Panduro, at alle restriktionerne omkring koncerten handler om sikkerhed.

- Den kommer i første række, og det er derfor, at vi har ændret reglerne, siger han.

Frank Panduro gør opmærksom på, at man stadig som forælder kan få billet til koncerten, og at man i øvrigt også kan vælge at få sine billetter refunderet uden problemer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.