Omverdenen: Vi vil have badmintonspillerne
De fem udelukkede danske badmintonspillere kan stille op for andre lande, hvis de vil. Flere har henvendt sig.
Uenighed om et sponsorat betød, at Badminton Danmark brød med Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Joachim Fischer, Mathias Boe og Carsten Mogensen. Andre lande er dog interesseret i stjernespillerne.
Uenighed om et sponsorat betød, at Badminton Danmark brød med Christinna Pedersen, Kamilla Rytter Juhl, Joachim Fischer, Mathias Boe og Carsten Mogensen. Andre lande er dog interesseret i stjernespillerne. Foto: PETER KLINT/POLFOTO


Danmarks for tiden mest succesrige badmintonspillere får henvendelser fra andre nationer efter, at de er blevet udelukket fra det danske landshold.

Badmintonspillere kan godt repræsentere mere end en nation gennem karrieren, men det kræver en pause på tre år mellem, at de gør det.

Det skriver jp.dk.

- Jeg har fået flere henvendelser fra lande, som ønsker, at jeg stiller op for dem. Mange nationer synes, at vi danskere er interessante, og personligt kan jeg ikke se mig selv stille op for det danske badmintonforbund igen, selvom jeg helst vil spille for Danmark.

- Så hvis jeg havde alderen lidt mere med mig, ville jeg helt sikkert se på muligheden for at stille op for et andet land, da man jo også har en familie at forsørge, siger Joachim Fischer til avisen.

Joachim Fischer, der har vundet bronze ved både VM og OL med mixdouble-makkeren Christinna Pedersen, lever af at spille badminton. Derfor mener han, at det kunne være interessant at sikre indtjeningen ved at stille op for et andet land.

- Det bliver nok svært at holde badmintonspillet kørende på samme niveau i tre år i min alder. Men i den her situation bliver man nødt til at kigge på alle muligheder, for det virker ikke til, at Badminton Danmark har lyst til at have os med.

- Badminton er det, jeg kan finde ud af her i livet, og det vil jeg blive ved med så længe, jeg kan, også selvom det skal være for en anden nation, siger Joachim Fischer.

Mens den 36-årige Fischer måske har alderen imod sig, er herredoublespilleren Carsten Mogensen kun 31 år. For ham er et skifte mere oplagt. Han siger dog, at han ikke gjort sig overvejelser i den retning endnu.

Til gengæld har han svært ved at se, hvordan han så skal komme til VM og OL igen.

- Det vil være sørgeligt, hvis Badminton Danmark skal sætte en stopper for vores internationale karrierer. Lige nu ser det mere end svært ud i forhold til at finde en løsning på konflikten, siger Carsten Mogensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.