Folk, der på Facebook poster billeder og tekst om deres romantiske oplevelser, har et psyskisk problem. Det viser et engelsk forskningsprojekt.
Psykologer på Brunel University i London stillede 555 brugere af Facebook en række spørgsmål for at undersøge de personlighedstræk og motiver, der får dem til at skrive om for eksempel deres kærlighedsliv.
Det kom der en række interessante resultater ud af. Blandt andet at folk med lavt selvværd oftere laver statusopdateringer om deres partner og deres romantiske oplevelser.
Psykolog Tara Marshall fra Brunel University siger i den forbindelse til det respekterede magasin Science Daily:
- Det kan komme som lidt overraskende, at opdateringer på Facebook afspejler folks personlighedstræk. Det er dog vigtigt at forstå, hvorfor folk skriver om bestemte emner på Facebook, fordi deres opdateringer kan være forskelligt belønnet med "kan lide" og kommentarer.
Personer, som modtager flere sympatier og kommentarer, har en tendens til at opleve fordelene ved social integration, mens dem, der ingen sympatier og kommentarer får, føler sig udstødt.
Forskerholdet vil gå i dybden med flere undersøgelser for blandt andet at få belyst, hvad der sker i forhold til bestemte typer af statusopdateringer. De vil se nøjere på, hvilke statusopdateringer der kan få vennerne til at vælge "Fjern som ven".