Omstridte regler bliver droppet ved VM i håndbold
Fire regelændringer bliver alligevel ikke indført ved VM i håndbold, der bliver spillet i Danmark.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen kan ånde lettet op, for de nye regler skal ikke testes ved VM.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen kan ånde lettet op, for de nye regler skal ikke testes ved VM. Foto: SCH?TZE REN?/FOTOGRAF RENZ SCHYTZE


Det Internationale Håndboldforbund (IHF) vil alligevel ikke teste fire nye regler ved VM for kvinder, der bliver spillet i Danmark i december.

Det fortæller Per Bertelsen, der er formand for Dansk Håndbold Forbund (DHF), til DR Sporten.

- Man (IHF, red.) har spurgt landene, og så er der lande, som er kommet tilbage med negative svar, og derfor bliver reglerne ikke taget i anvendelse til VM, siger Per Bertelsen.

Reglerne omfatter passivt spil, et blåt kort, usportslig optræden i det sidste minut samt muligheden for at spille syv mod seks, uden at den ekstra markspiller skal iføres en særlig trøje.

Blandt andre landstræner Klavs Bruun Jørgensen har beklaget sig over, at regelændringerne skulle laves lige før en VM-slutrunde.

- Vi er generelt tilfredse med, at man vælger ikke at indføre regelsættet på nuværende tidspunkt.

- Vi synes, at det at komme med det på så sent et tidspunkt op mod et mesterskab - det er ikke en fair måde at gøre det på over for holdene, siger Per Bertelsen til DR Sporten.

Det blå kort skulle anvendes, hvis en dommer vurderede, at en spiller skulle have karantæne efter at have pådraget sig et rødt kort under en kamp.

Regelændringen om passivt spil omfattede, at holdet med bolden havde seks afleveringer inden en afslutning, efter at varselstegnet for passivt spil var givet.

Det er fortsat meningen, at de nye regler skal tages i anvendelse senere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.