Omstridt tv-eksperiment tilbage på DR: Nu i udvidet udgave
Programmet "Gift ved første blik" er tilbage på skærmen, og denne gang er det med mere fokus på den proces, der fører de forskellige par sammen. Samtidig er en ny ekspert er kommet til.
Et af de deltagende par i et afgørende øjeblik. Mon ægteskabet holder?
Et af de deltagende par i et afgørende øjeblik. Mon ægteskabet holder? Foto: Snowmann productions


Sidste sæson af "Gift ved første blik" førte en enkelt sand katastrofe med sig, da parret Frank og Pia blev gift og gik noget så skævt af hinanden, men det førte også håb med sig, om at andre af de matchede par skulle finde kærligheden.

Det skete ikke - men i aften, tirsdag, på DR1 kl. 20 prøver otte nye kærlighedshungrende danskere at finde den svære kærlighed og forblive lykkeligt gifte.

Folkene bag programmet, der har været en seersucces, er villige til igen at tage udfordringen op og har sat alle sejl ind på, at nu skal de rigtige par sættes sammen.

Hvorfor lige dem?

Programmet har tidligere været opbygget, så seerne kan følge med i den proces, der fører til de enkelte par-sammensætninger, det første møde i kirken, festen og tiden efter.

Og mange match har skabt debat på især de sociale medier, for hvorfor er lige de to havnet sammen frem for andre?

I denne tredje sæson vil det være muligt for seerne at få et større indblik i netop dette, forklarer DR-redaktør Sofia Fromberg.

- Programmerne giver i denne sæson mere indsigt i det grundlag, der har ført til matchet mellem de fire par. Desuden får parrene flere samtaler med eksperterne undervejs. Her får de præciseret, hvorfor de er et godt match, men også hvad de skal arbejde med for at blive en enhed og finde kærligheden, siger hun i en pressemeddelelse.

I år er der deltagere med fra både Fyn, Jylland og Sjælland, og de otte er udvalgt blandt 400 kvinder og 150 mænd. De udvalgte hedder: Ane, Lene, Randi, Line, Niels, Michael, Poul og Ulrik.

Næsten samme ekspertpanel

I programmet er det eksperter med en solid faglig baggrund, der sammensætter de fire par. Og i denne sæson er der tre gengangere og en ny, forklarer redaktøren.

Psykologerne Gert Martin Hald og Annemarie Bergholt og antropologen Trine Demant var også med i sidste sæson. Den nye mand i panelet er psykolog Thomas Markersen.

Om eksperterne rammer rigtigt i denne omgang, kan kun programmerne vise, men de er oppe i mod stærke kræfter, for alene sidste år var der den højeste skilsmisserate i landet nogensinde med et tal på 19.500.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.