Omstridt taxitjeneste meldt til politiet i Norge
Ifølge Oslo kommune har Uber ikke tilladelse til at drive sin tjeneste, der er baseret på bestilling via app.
Uber er blevet politianmeldt i Norge (Jens Dresling/POLFOTO/arkiv)
Uber er blevet politianmeldt i Norge (Jens Dresling/POLFOTO/arkiv) Foto: JENS DRESLING/Polfoto/POLFOTO


Oslo Kommune har efter knap to ugers betænkningstid besluttet at politianmelde den omstridte taxitjeneste Uber, som blev introduceret samtidig i Norge og Danmark midt i november.

- Det er vores vurdering, at selskabet ikke har de nødvendige tilladelser til at drive virksomhed i Oslo Kommune, siger direktør i kommunen Hans Edvartsen til e24.no.

Det amerikanske hyrevognskoncept, der blev grundlagt i San Francisco i 2009, tilbyder kørsel via en app til mobiltelefoner.

De seneste måneder er Uber imidlertid stødt på juridisk modstand i en række lande, hvor selskabet har forsøgt at etablere sig.

For nylig blev det kendt, at det vidt ekspanderende koncept også vil blive mødt af vidtrækkende statslig regulering i Singapore, hvor man har slået fast, at kun chauffører med licens må føre hyrevogne, og information om takst og andre tillæg skal være tydelig for kunden.

I Norge vil Uber tilbyde to tjenester - Uber Black og Uber Pop. "Black" er persontransport med luksusbiler, og "pop" er taxikørsel med almindelige bilister som chauffører.

Uber tjener penge på at tage et gebyr på alle kørsler.

Selskabet skriver, at dets chauffører har alle nødvendige "licenser", og de er forsikret til at transportere passagerer.

Trafikstyrelsen i Danmark anmeldte det amerikanske taxikoncept til politiet 19. november. Det var samme dag, som selskabet bag tjenesten annoncerede, at det ville etablere sig i landet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.