Omstridt læge politianmeldes for dokumentfalsk
En forhenværende læge, der har skadet patienter på flere danske sygehuse, risikerer nu en fængselsstraf for dokumentfalsk.
En 45-årig læge er blevet politianmeldt for dokumentfalsk.
En 45-årig læge er blevet politianmeldt for dokumentfalsk. Modelfoto: Iris/arkiv


Region Syddanmark har politianmeldt en læge, fordi regionen mener, at han i flere tilfælde har lavet falske anbefalinger og efterlignet underskrifter fra en række af regionens fremtrædende overlæger.

Opdigtet operationserfaring, rosende anbefalinger og falske underskrifter har været politiets vigtigste spor i sagen om den 45-årige forhenværende læge, der var ansat i Region Syddanmark frem til foråret 2015. Politiet har siden efteråret afhørt en række af den 45-åriges tidligere kolleger på Odense Universitetshospital og sygehuset i Svendborg.

"Vi mener, at motivet for den 45-årige har været at opnå ansættelse som speciallæge på en række andre sygehuse uden at have de rette kvalifikationer. Vi opfatter det som en ganske alvorlig sag, når personer i højt betroede stillinger handler på den måde," forklarer politikommissær Carsten Arentoft Andersen fra Fyns Politi til TV SYD.

Politiet har derfor sigtet den 45-årige mand for brud på straffelovens § 171 om dokumentfalsk, hvor straffen er bøde eller fængsel i op til 2 år.

Skadet patienter siden 2007

Den 45-årige mand kom hertil med sin familie i 2007 fra Litauen, hvorfra han fik overført sin speciallægeuddannelse som ortopædkirurg. Siden ankomsten til Danmark har han haft ansættelse på en række sygehuse i regionerne Nordjylland, Syddanmark og Sjælland. Ansættelserne har samlet ført til at han seks gange har fået kritik fra Patientombuddets Disciplinærnævn for fejlbehandlinger af patienter.

Trods de kritisable behandlinger fik han helt frem til 2015 mulighed for at arbejde med patienter på en række danske sygehuse, blandt andet i Region Syddanmark.

"Ansættelsen af den pågældende læge har fået os til at stramme op på den ansættelsesprocedure, som vi har for nye læger. Fremover skal alle oplyse om verserende sager i Patientombuddet, også dem der endnu ikke er afgjort. Målet er at øge vores viden om de læger, der skal behandle vores patienter, forklarer Niels Dieter Röck, ledende overlæge på ortopædkirurgisk afdeling på OUH Til TV SYD.

Ingen autorisation

I 2014 fik den 45-årige læge efter en misbrugssag inddraget sin autorisation i Norge, og i foråret 2015 valgte den danske Sundhedsstyrelse at indgå en frivillig aftale med lægen om inddragelse af hans autorisation og dermed ret til at kalde sig læge. Forløbet vakte en del opmærksomhed i medierne, alligevel viser en aktindsigt til TV SYD, at lægen, efter at han mistede sin autorisation, spurgte Sundhedsstyrelsen til, hvornår han igen kunne kalde sig læge.

Hvorvidt den 45-årige læge har brugt de falske anbefalinger til at få arbejde som læge er stadig uklart for politiet.

"Vi kan se, at de falske anbefalinger er produceret i flere eksemplarer og formentlig er sendt til flere sygehuse, hvorvidt at de har ført til ansættelse har vores efterforskning ikke afklaret", siger Carsten Arentoft Andersen fra Fyns Politi til TV SYD.

TV SYD har haft kontakt til den sigtede tidligere læge, der ikke ønsker at kommentere anklagerne.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.