Omstridt islamkritiker tilslutter sig nyt højrefløjsparti
Islamkritiker Lars Hedegaard har meldt sig ind i partiet Nye Borgerlige, der samler vælgererklæringer.


Lars Hedegaard, der er kendt som islamkritisk debattør og tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet, har valgt at gå den politiske vej.

Han har netop meldt sig ind i det nye højrefløjsparti Nye Borgerlige, som blev stiftet for syv måneder siden.

Det fremgår af partiets formand, Pernille Vermunds, Facebook-side, hvor hun på et billede kysser en glad Lars Hedegaard på kinden.

- Velkommen på holdet til vores nye medlem Lars Hedegaard, skriver Pernille Vermund til billedet.

Nye Borgerlige er et nyt konservativt parti, der i øjeblikket samler vælgererklæringer for at kunne stille op ved næste folketingsvalg.

De mener, at Dansk Folkeparti er for "blødsødne", når det kommer til udlændingepolitikken.

I 2013 var Lars Hedegaard udsat for et attentatforsøg på sin hjemmeadresse på Frederiksberg.

Den sigtede mand blev anholdt i Tyrkiet i 2014, men myndighederne lod ham gå.

Ifølge Jyllands-Postens anonyme kilder er den formodede gerningsmand med stor sandsynlighed blevet udleveret til den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) af Tyrkiet.

Pernille Vermund har tidligere udtalt, at, hun synes, Danmark skal have bevæbnede grænseposter og sende alle asylansøgere tilbage til deres hjemlande.

Formanden er tidligere konservativ folketingskandidat i Nordsjælland, men har i efteråret stiftet Nye Borgerlige med Peter Seier Christensen. Han er tidligere konservativt byrådsmedlem i Helsingør og bror til Saxobank-direktør Lars Seier Christensen.

Nye Borgerlige har knap 1000 medlemmer, 14 lokalforeninger og fire byrådsmedlemmer.

I slutningen af april meldte Aia Fog, næstformand i Trykkefrihedsselskabet, sig ind efter ni år hos Dansk Folkeparti.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.