Omstridt ambulanceselskab poster millioner i tyske reddere
Ambulanceselskabet Bios må poste millioner i at sende tyske reddere på sprogkursus, så de kan dække selskabets hullede vagtplan.
Bios har rekrutteret 90 tyske reddere til sine ambulancer, men det koster kassen at sende dem på sprogkursus.
Bios har rekrutteret 90 tyske reddere til sine ambulancer, men det koster kassen at sende dem på sprogkursus. Foto: Scanpix


Ambulanceselskabet Bios har ikke kunne skaffe reddere nok til at bemande sine ambulancer i Region Syddanmark. Selskabet overtog driften 1. september.

Derfor har Bios rekrutteret 90 tyske reddere, men inden de kan køre i Danmark, skal de igennem et intensivt sprogkursus, og det koster.

I alt koster det 75-80.000 kroner at omskole en tysk redder til en dansk ambulance, og derfor bliver den samlede regning til Bios mellem 6,75 og 7,2 millioner kroner.

Ifølge HR-chef i Bios, Jan Christian Klampe, havde selskabet helst været foruden en ekstra regning.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne havde set, at der var flere danske reddere i regionen, som havde søgt ansættelse hos os. Når det er sagt, så er vi rigtig glade for de tyskere, som har søgt ansættelse, siger han.

Han forventer, at pengene er godt givet ud på længere sigt.

- Set over en 10-årig periode tror vi bestemt på det. Det koster også at rekruttere en dansk redder, men det er klart, at der er ekstra omkostninger med sprogtræning og indskoling, siger HR-chefen.

Udover ekstraudgifter til tyske reddere har Bios også brugt ekstra kroner til sjællandske reddere, som får et særligt transporttillæg.

Bios lever fortsat ikke helt op til kontrakten med regionen. Det løses ved at købe ekstra ambulancer hos konkurrenten Responce.

Bios regner med at have alle de 550 reddere, selskabet skal bruge, i begyndelsen af det nye år.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.