Mens antallet af flygtninge og migranter, der søger mod Europa, er historisk stort, kollapser de politiske institutioner, der hidtil har håndteret flygtningestrømme. Fællesskabet i EU og de internationale konventioner er under stigende pres, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.
Vi styrer derfor imod et større sammenbrud, konkluderer Dansk Flygtningehjælps mangeårige generalsekretær, Andreas Kamm.
"Vi har en historisk ubalance mellem det kæmpehøje flygtningetal og migranter og så verdens kapacitet til at give dem beskyttelse og hjælp,"
siger Andreas Kamm:
"Vi risikerer, at modsætningerne mellem flygtninge og migranter på den ene side og lokalbefolkningerne på den anden går helt skævt og eskalerer, og i mine øjne står vi over for et decideret ragnarok-scenarium."
Han vurderer, at det nuværende flygtningepres er udtryk for en "permanent" udfordring, der ikke går væk, og anbefaler, at der udvikles helt nye redskaber, der kan håndtere og løse problemerne.