Olsen udtager Brøndby-back som erstatning for Boilesen
Nicolai Boilesen har meldt fra til landskampen mod Montenegro, og Brøndbys Riza Durmisi overtager hans plads.
Riza Durmisi kan juble over en udtagelse til landsholdet. (Christian Klindt Sølbeck/POLFOTO)
Riza Durmisi kan juble over en udtagelse til landsholdet. (Christian Klindt Sølbeck/POLFOTO) Foto: KLINDT SØLBECK CHRISTIAN/POLFOTO


Brøndbys hurtige venstreback Riza Durmisi kan få debut på det danske A-landshold i testkampen mod Montenegro mandag i Viborg.

Ajax-spilleren Nicolai Boilesen har måttet melde fra på grund af en skade, han pådrog sig under landsholdstræningen søndag, og landstræner Morten Olsen har i stedet indkaldt Durmisi til truppen. Det skriver DR.

Riza Durmisi var manden, som i næstsidste spillerunde i Alka Superligaen sikrede Brøndby bronzemedaljerne, da han udlignede til 1-1 i Randers.

Venstrebacken startede foråret på bænken trods et flot forår, da Patrick da Silva fik pladsen i forsvarets venstreside, men Durmisi har tilbageerobret sin stamplads og leveret flere gode præstationer.

Den stigende formkurve har altså nu udløst en landsholdsplads til den 21-årige spiller.

Durmisi er ikke helt uvant med at optræde i rødt og hvidt. Han står indtil nu noteret for 55 kampe for diverse danske ungdomslandshold.

Brøndby-spilleren har makedonske rødder, men han har takket nej til at stille op for Makedonien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.