Olsen om Sisto: Ikke mange har hans værktøjer
Landstræner Morten Olsen har ventet på, at Pione Sisto skulle få dansk pas og blive skadesfri. Nu er han klar.
Landstræner Morten Olsen udtog, onsdag eftermiddag på et pressemøde i Fodboldens Hus i Brøndby, truppen til de kommende kampe mod henholdsvis Montenegro den 8. juni og Serbien den 13. juni. (Lars Poulsen/POLFOTO)
Landstræner Morten Olsen udtog, onsdag eftermiddag på et pressemøde i Fodboldens Hus i Brøndby, truppen til de kommende kampe mod henholdsvis Montenegro den 8. juni og Serbien den 13. juni. (Lars Poulsen/POLFOTO) Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Danmarks fodboldlandstræner Morten Olsen har gået og ventet på en 20-årig ung mand fra FC Midtjylland.

Efter at have fået dansk pas i december sidste år er Pione Sisto nu skadesfri, og så ringede Morten Olsen til danskeren, der er født i Uganda af forældre fra Sudan.

- Vi har kun ventet på to ting. Først det danske pas og så, at han er skadesfri, siger Morten Olsen på onsdagens pressemøde i Brøndby, hvor han udtog sin trup til EM-kvalifikationskampen mod Serbien i Parken 13. juni og testkampen mod Montenegro fem dage forinden.

Efter at have været ude med en skade hele foråret kom Pione Sisto på banen i sejren over FC København i weekenden. Der lagde han op til FCM's første scoring og stod selv for den anden med en fornem solotur.

- For os er det klart, at han er et talent, der har værktøjer, som ikke ret mange andre har i Danmark. Han minder om, da vi i 2000 havde en Claus Jensen.

- Hvad Claus måske manglede - at spille med den kvalitet i 90 minutter, det kan den her knægt også, fortsætter Morten Olsen, der har masser af roser til FC Midtjylland-spilleren.

- Ligesom med Christian Eriksen er det ikke bare at trykke på en knap, men han arbejder stenhårdt og er fokuseret på at blive bedre. Han er en holdspiller og en individualist, der kan iscenesætte sig selv og andre.

Pione Sisto kan få landsholdsdebut i testkampen mod Montenegro på Viborg Stadion 8. juni, og han kan få sin første landskamp i Parken fem dage senere, når der er EM-kvalifikation på spil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.