Olsen: Nu handler det om at spille fodbold
Landstræner Morten Olsen glæder sig til at fokusere på spillet på banen og ikke på en masse fnidder-fnadder.
Morten Olsen holdt sig i baggrunden under den konflikt, der sluttede i weekenden.
Morten Olsen holdt sig i baggrunden under den konflikt, der sluttede i weekenden. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Mens A-landsholdsspillerne har snakket tingene igennem efter en lang og hård fodboldkonflikt om løn og vilkår hos Dansk Boldspil-Union (DBU), så har landstræner Morten Olsen bevidst holdt sig i baggrunden.

- Spillerne har snakket ud om tingene, og den er lagt på hylden. Sådan skal det også være, siger Olsen.

Landstræneren så ingen grund til, at han skulle være med i det møde, som spillerne holdt internt.

- Nej, jeg var ikke involveret i mødet. Det ville være et dårligt signal at sende. Jeg har ikke været involveret indtil nu, så hvorfor skulle jeg det?

- Det var rigeligt mange ord i tirsdags, så lad os nu lægge det på hylden. Nu kigger vi fremad, siger Olsen.

- Vi har ikke spillet fodbold i lang tid, så det handler om spillerne og om at komme i gang med at spille kampe. Det glæder vi os til, lyder det fra landstræneren.

Danmark møder i en testkamp USA onsdag aften i Aarhus. Søndag gælder det udekampen mod Frankrig.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.