Olsen: Jeg har altid kunnet regne med ham
Morten Olsen føler altid, at han har kunnet regne med et stort løbearbejde og en god indstilling fra Eriksen.
Landstræneren udtaler inden tirsdagens kamp, at han altid har kunnet regne med Christian Eriksen.
Landstræneren udtaler inden tirsdagens kamp, at han altid har kunnet regne med Christian Eriksen. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Christian Eriksen kan tirsdag aften mod Rumænien overgå Michael Laudrup og blive den yngste danske landsholdsspiller til at runde 50 landskampe i en alder af blot 22 år.

Morten Olsen har til tider kritiseret Tottenham-stjernen for at tage for lidt ansvar, men landstræneren har alligevel haft Eriksen på holdkortet næsten hver eneste gang de seneste fire år.

- Han har gjort det godt, selv om han også har spillet mindre gode kampe både teknisk og taktisk. Men man har altid kunnet regne med ham indstillingsmæssigt og løbemæssigt.

- Derudover har han ikke været skadet, og det har gjort, at han i så ung alder har opnået 50 kampe, hvilket er imponerede, siger Morten Olsen.

Spørgsmål: Tror du, at han en dag kan tage Peter Schmeichels rekord på 129 kampe?

- Det ved jeg ikke. Det, synes jeg, heller ikke er så interessant lige nu.

Christian Eriksen har døjet med ømhed i kroppen, og derfor er det uvist, om midtbanespilleren kommer på banen i venskabskampen i Bukarest.

Der er kampstart klokken 19.30.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.