Olsen indkalder Rasmus Falk som gardering for Sisto
Pione Sisto er fortsat tvivlsom til svenskerkampene. Derfor har Morten Olsen indkaldt OB'eren Rasmus Falk.
Rasmus Falk har været OB's bedste spiller i denne sæson, og mandag resulterede hans fine præstationer i en efterudtagelse til landsholdet.
Rasmus Falk har været OB's bedste spiller i denne sæson, og mandag resulterede hans fine præstationer i en efterudtagelse til landsholdet. Foto: GREGERS TYCHO/POLFOTO


Det står fortsat hen i det uvisse, om FC Midtjylland-spilleren Pione Sisto når at blive sin skade kvit inden de to playoffkampe mod Sverige 14. og 17. november.

Det har landstræner Morten Olsen nu taget konsekvensen af, og OB-spilleren Rasmus Falk er blevet indkaldt som ekstra mand i truppen.

Dermed bliver Falk den 26. mand i landsholdslejren i Helsingør, som er trådt sammen mandag, hvor den står på træning klokken 15.45.

Tidligere mandag blev også Sistos klubkammerat Morten "Duncan" Rasmussen og FC Københavns Thomas Delaney efterudtaget.

OB har fået en svingende start på sæsonen, hvor især forsvaret har sejlet, men i den anden ende af banen har Rasmus Falk høstet store roser.

Senest var han med til at sætte kampens eneste mål op i sejren søndag over Viborg.

Falk kan optræde som både angriber og på den offensive midtbane, og han står noteret for en enkelt kamp på det danske A-landshold indtil videre.

Den 23-årige OB'er har kontraktudløb i den fynske klub til sommer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.