Olsen giver startpladser til debutanter
Nicolaj Thomsen, Lucas Andersen og Anders Christiansen er med i startopstillingen mod Rumænien.
Nicolaj Thomsen er med fra start, når landsholdet tirsdag aften møder Rumænien i en testkamp.
Nicolaj Thomsen er med fra start, når landsholdet tirsdag aften møder Rumænien i en testkamp. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Der er tre helt nye ansigter med fra start på det danske landshold, der tirsdag aften møder Rumænien i en testkamp i Bukarest.

Nicolaj Thomsen, Anders Christiansen og Lucas Andersen er alle med i landstræner Morten Olsens startopstilling, hvor der i alt er fem ændringer i forhold til kampen mod Serbien i fredags.

I målet afløser Stephan Andersen Kasper Schmeichel, mens Lars Jacobsen begynder på højre back i stedet for Peter Ankersen.

På midtbanen er FC Nordsjællands Anders Christiansen og AaB'eren Nicolaj Thomsen med som afløsere for Thomas Kahlenberg og den potentielle 50-kamps-jubilar Christian Eriksen.

Derudover kommer Ajax-talentet Lucas Andersen til at starte på venstrefløjen i et dansk tremandsangreb, hvor Michael Krohn-Dehli ikke er med.

Her er den danske startopstilling mod Rumænien:

Stephan Andersen - Lars Jacobsen, Simon Kjær, Andreas Bjelland, Nicolai Boilesen - Anders Christiansen, William Kvist, Nicolaj Thomsen - Lasse Vibe, Nicklas Bendtner, Lucas Andersen.

Kampen i Bukarest fløjtes i gang 19.30.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.