Frankrig ventes at spare flere af sine største stjerner i søndagens venskabslandskamp mod Danmark i Saint-Etienne.
Landstræner Morten Olsen regner ikke med, at hans trænerkollega Didier Deschamps giver genvalg til det franske landshold, der torsdag blev slået 1-3 af Brasilien.
- Det kunne tænkes, at Deschamps vælger 11 andre spillere, men alligevel vil Frankrig have et klassehold, siger Olsen.
- Med klassehold mener jeg, at samtlige spillere i det daglige bliver matchet på et meget højt niveau.
- Spillerne kommer fra steder som Marseille, Monaco, Paris Saint-Germain og Lyon. Derudover kommer de fra klubber i Premier League, Spanien og den italienske liga, siger landstræneren.
- Vi spekulerer selvfølgelig på, hvem de kunne finde på at bruge.
- Der er nok et par gengangere - måske en, to eller tre spillere. Eksempelvis Real Madrids Raphaël Varane, som snart er en af de bedste forstoppere i verden.
- Så regner vi også med, at de bruger Nabil Fekir og Alexandre Lacazette - begge fra Lyon. Det er spændende typer, som er vanskelige at have med at gøre. Det er hurtige driblere - rigtige publikumsspillere.
- Det franske hold står for teknik, dynamik, fysisk og fart, siger Olsen.
Søndagens venskabskamp mod franskmændene går i gang klokken 21.
/ritzau/