Olsen forstår ikke Andreasen-kritik: Dommerens fejl
Forkert at kræve, at Leon Andreasen skulle have erkendt sin håndscoring over for dommeren, mener Morten Olsen.
Det er dommerens skyld, at Leon Andreasens kontroversielle scoring blev anerkendt, påpeger Morten Olsen.
Det er dommerens skyld, at Leon Andreasens kontroversielle scoring blev anerkendt, påpeger Morten Olsen. Foto: Maja Hitij/MAJA HITIJ/PICTURE-ALLIANCE/DPA/AP IMAGES


Landstræner Morten Olsen kommer nu Leon Andreasen til undsætning, efter at den danske midtbanespiller er havnet i et stormvejr i den tyske Bundesliga.

Andreasens scoring med armen sikrede Hannover 96 en 1-0-sejr over FC Köln i weekenden, men siden har Det Tyske Fodboldforbund (DFB) sat gang i en undersøgelse, der kan koste den tidligere AGF'er karantæne.

- Jeg forstår ikke, at de vil give ham karantæne. Han har jo ikke lavet en fejl. Det er dommeren, der har lavet en fejl, siger Morten Olsen til Metroxpress.

Leon Andreasen ekspederede tydeligvis bolden i nettet med armen, hvilket af en eller anden grund forbigik samtlige dommeres opmærksomhed.

Danskeren undlod efterfølgende at gøre opmærksom på ulovligheden, som i sidste ende gav Hannover en meget vigtig sejr. Men det ville være forkert at kræve, at Andreasen selv havde taget affære, mener landstræneren.

- Det er nok det, de vil have. Det er det jo det, de mener med fairplay. Ligesom med den der drone. Nej, det der fairplay-halløj, det må jeg indrømme, det giver jeg ikke noget for efterhånden, siger Morten Olsen.

Landstræneren henviser til sagen fra Danmarks EM-kvalifikationspulje, hvor en drone afbrød Serbiens kamp mod Albanien, hvilket i sidste ende førte til, at Albanien fik tildelt tre point.

DFB indledte tirsdag officielt undersøgelsen af Andreasens kontroversielle mål. I 2004 fik den daværende Mönchengladbach-spiller Oliver Neuville to spilledages karantæne efter en tilsvarende episode.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.