Olsen er ligeglad med eftermæle: Ingen kan huske i går
Morten Olsen vil have landsholdet til EM i Frankrig, men ikke for at pynte på sit eget eftermæle.
Fodboldlandsholdets cheftræner Morten Olsen kæmper for at få landsholdet til EM - ikke for sit eget eftermæle.
Fodboldlandsholdets cheftræner Morten Olsen kæmper for at få landsholdet til EM - ikke for sit eget eftermæle. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Efter at have været landstræner siden år 2000 meddelte Morten Olsen tidligere på året, at han stopper i jobbet senest efter EM-slutrunden næste sommer.

Det er således også det sidste indtryk af landstræneren, der er på spil, når landsholdet skal ud i to playoff-kampe til november.

Men Olsen fastholder, at han er fløjtende ligeglad med sit eget eftermæle.

- Det interesserer mig ikke en papand. Vi er da ærgerrige og vil til EM, men eftermæle og alt det der; hold op, det er ikke derfor, jeg er her.

- Vi lever i en verden, hvor vi ikke ved, hvad der foregik i går og i hvert fald slet ikke i forgårs. Hvad kan jeg bruge et eftermæle til, spørger Morten Olsen.

Han har stået i spidsen for landsholdet i 164 kampe, og nu lakker det mod enden. De to playoff-kampe kan blive Olsens sidste som landstræner.

Det vil være en lidt ærgerlig afslutning på en mere end 15 år lang periode, der blandt andet har budt på fire slutrundedeltagelser.

- Det her er danskernes hold. Det er vigtigt for danskerne. Jeg er selv dansker. Men det er ikke for mig. Det er for alle danskere. Jeg lever forhåbentlig videre bagefter.

- Det vigtige er at præsentere dansk fodbold til EM i Frankrig. For nogle af de ældre spillere er det sidste chance for at komme til en slutrunde, det sådan noget, det handler om. Det handler ikke om mig, lyder det fra den 66-årige landstræner.

Morten Olsen har vundet 80 af sine 164 landskampe som træner. Det er blevet til 41 uafgjorte og 43 nederlag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.