Oliver Bjerrehuus er kendt som wild boy og model med hang til damer og fester. Men måske bliver han fremover kendt for sine politiske standpunkter.
I hvert fald luftede modellen i går over for ugebladet Her&Nu, at han godt kunne overveje at gå nye veje.
Ordene faldt under prisshowet Reality Awards, der mandag blev afholdt i Cirkusbygningen i København.
Her kyssede Oliver Bjerrehuus på den kendte - og til tider ret afklædte - blogger, Nikita Klæstrup, der er medlem af Liberal Alliance. Til Her&Nu erklærede modellen, at Nikita Klæstrup er hans"åndelige mentor og stimulator."
- Jeg forestiller mig, at jeg vil stikke hovedet ind i politik, bevæge mig lidt ad den vej. Simpelthen skifte spor. Jeg tænker, at Nikita er den bedst åndelige mentor jeg kan få, er Oliver Bjerrehuus citeret for at sige.
Gør han alvor ud af sine fremtidsdrømme, kan han søge hjælp hos sin mor, Suzanne Bjerrehuus. Hun har været chef for Det Konservative Folkepartis politisk-økonomiske afdeling og har været konservativ Folketingskandidat på Amager.