De er alle enige om, at det vil være smart at sænke produktionen af olie for at få prisen op.
Men det er svært for de olieproducerende lande i Opec at blive enige om, præcis hvem der skal skære i produktionen.
Der kom således intet konkret ud af weekendens møde i Wien, hvor også lande som Brasilien og Rusland deltog.
Derfor falder olieprisen mandag morgen, så både det amerikanske WTI-indeks og den europæiske Brent-olie ligger på en pris omkring 49,50 dollar pr. tønde.
- Forhandlinger over weekenden gør det mindre sandsynligt, at der vil opstå en aftale om en nedgang i produktionen.
- Markedet har nok efterhånden indregnet det, men jeg vil ikke blive overrasket over at se olieprisen falde til omkring 47 dollar, siger chefanalytiker Ric Spooner fra CMC Markets til Bloomberg News.
Opec-landene blev i sidste måned i Algier enige om at sænke den daglige produktion til et sted mellem 32,5 og 33 millioner tønder.
Aftalen skal efter planen færdiggøres i slutningen af november, men der er altså endnu ingen løsning på bordet.
De fleste af Opecs medlemmer har dog stærkt brug for indtægterne fra olien, som for fleres vedkommende udgør en hjørnesten i den nationale økonomi.
Det gælder blandt andet lande som Irak, Nigeria og Libyen.
Opec har 14 medlemmer med Saudi-Arabien i spidsen og står for godt 40 procent af verdens olieproduktion.
/ritzau/