Olieprisen dykker efter Iraks nej til olielande
Olieeksporterende lande vil skære i udbuddet af olie, men Irak vil ikke være med i aftalen.
Der bliver fortsat pumpet masser af olie ud på verdensmarkedet, og ifølge Opec er det årsagen til, at oliepriserne falder. Opec vil derfor skære i udbuddet af olie. Arkivfoto.
Der bliver fortsat pumpet masser af olie ud på verdensmarkedet, og ifølge Opec er det årsagen til, at oliepriserne falder. Opec vil derfor skære i udbuddet af olie. Arkivfoto. Foto: /Free


Olieprisen faldt relativt hurtigt mandag, efter at Irak har meldt ud, at landet vil undtages fra alle forsøg på at skære i olieproduktionen fra Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec.

Prisen på en tønde brent-olie var 51.35 dollar klokken 4.30 natten til mandag dansk tid. Da markedet sidst lukkede, var prisen 51,91.

Irak vil undtages fra en produktionsnedskæring, som Opec-landene vil vedtage på et møde 30. november.

Opec planlægger at reducere produktionen af olie til et område mellem 32,5 og 33 millioner tønder om dagen. Det skal ske for at imødekomme et overudbud af olie.

I september lå produktionen på 33,39 millioner tønder om dagen.

Irak er Opecs næststørste producent efter Saudi-Arabien.

Hvis landet ikke vil være med til at skære i produktionen, kan det blive svært for Opec-landene at gennemføre.

Iraks viceolieminister, Fayadh al-Nema, siger, at landets olieproduktion var på 4,77 millioner tønder om dagen. Eksporten er ifølge al-Nema på 3,87 millioner tønder om dagen.

- Vi vil ikke under nogen omstændigheder skære ned på produktionen. Ikke for Opec og ikke for nogen andre, siger Falah al-Amri, der er topchef for Iraks State Oil Marketing Company.

Allerede fra starten af dagen ventede investorer, at prisen på olie derfor ville falde.

- Iraks kommentarer, om at landet måske ikke vil være med i Opec-aftalen om at skære i produktionen, kan presse olieprisen i dag, skriver banken ANZ mandag morgen.

På trods af tvivlen omkring Opecs muligheder for at begrænse produktionen af olie og svække forbruget siger analytikere, at oliemarkederne, der har lidt under to års overudbud, på et generelt niveau stadig kan finde balancen med hensyn til produktion og forbrug.

- Tendenserne tilsiger, at forholdene har forbedret sig. Vi forventer, at markedet fortsat bevæger sig mod at finde balancen, skriver banken Barclays i en briefing til sine kunder.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.