Ole Henriksen: Jeg blev stemplet som en seksuel freak
Den anerkendte danske kosmetolog, Ole Henriksen, kæmpede i 10 år for at få arbejdstilladelse i USA. Han er vært ved årets Copenhagen Pride, som går i gang tirsdag og varer resten af ugen.
Ole Henriksen voksede op i Nibe, men har boet i Los Angelses i over 40 år.
Ole Henriksen voksede op i Nibe, men har boet i Los Angelses i over 40 år. Foto: Scanpix/arkiv


Vi er ikke mange, der har papirer på, at vi er normale. Men det har Ole Henriksen.

Han fik papirerne, fordi han var stædig og i en afgørende situation stod ved, at han er homoseksuel.

Det fortæller han til Berlingske i anledning af, at han i år er vært for Copenhagen Pride, som er en festival for de ikke-heteroseksuelle.

For 40 år siden blev han konfronteret med den amerikanske lovgivning, da han søgte arbejdstilladelse hos myndighederne i Los Angeles.

Han fortæller, at han i bund og grund fik at vide, at han var en 'seksuel freak', der var 'farlig for sine omgivelser'.

Men han gav ikke op og en mentalundersøgelse og ti år senere fik han det blå stempel.

- Ikke alene er jeg dybt taknemmelig. Jeg har meget at sige tak for. Men jeg vil også sige til alle, at det er vigtigt at tage kampen op for de ting, man tror på. Især når man ved, at man har ret og har rettigheder, siger Ole Henriksen.

Lille fyr fra Nibe

Han betegner sig selv som en lille fyr fra Danmark, der har høstet erfaring i livets op- og nedture.

Han voksede op i Nibe, og det var først, da han kom til København som 18-årig, at det for alvor gik op for ham, at han var homoseksuel.

I dag har han den 65-årige hudspecialist og kosmetolog boet i Los Angeles i over 40 år.

Los Angeles er med Ole Henriksens ord de homoseksuelles mekka, men det er ikke alle steder i USA, at homoseksualitet er accepteret, fortæller han til Berlingske.

- Så passer man ikke ind i billedet ifølge dem, og så skal man sikkert være forsigtig, for der sker jo stadig angreb på både homoseksuelle mænd og kvinder. Det er chokerende, siger han og tilføjer, at de homoseksuelles kamp bliver lang, men at man skal tænke positivt og ikke give op.

Copenhagen Pride begynder tirsdag og slutter søndag.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.