Andy Murray er i en alder af 29 år i gang med den bedste serie i sin tenniskarriere. Spillet flyder, og sejrene kommer i stimer.
Siden han tabte French Open-finalen til Novak Djokovic i juni, har skotten vundet Queen's Club, sin anden Wimbledon-titel og med succes forsvaret sit OL-guld i single.
Han hentede sin seniorkarrieres bedste stime med 22 sejre i træk, før han tabte finalen i Cincinnati i sidste weekend.
Nu vil han holde sit momentum i sæsonens sidste grand slam-turnering - US Open, som begynder mandag - med den fremskredne alder som drivkraft.
- Du er nødt til at få det bedste ud af hver eneste mulighed. Mentaliteten er måske en anelse anderledes, end når du er yngre, og du føler, at du har en smule mere tid at gøre godt med, siger Andy Murray ifølge AFP.
Hans eneste store bekymring op til US Open er hans halvsløje historik de seneste år i US Open. I 2013 og 2014 nåede han kun til kvartfinalen, og sidste år røg skotten ud i fjerde runde. I 2012 vandt Murray dog turneringen.
Mændenes turnering blev i 2015 vundet af verdensetteren Novak Djokovic, men han røg ud i første runde ved OL - godt nok til den senere finalist Juan Martin del Potro - og i Cincinnati måtte han trække sig med håndledsproblemer.
- Jeg er ikke 100 procent klar. Forhåbentlig er jeg det, når turneringen starter, siger Novak Djokovic.
- Håndleddet har ikke været ideelt i tre uger. Der er forskellige behandlingsmuligheder. En af dem involverer elektrisk behandling til at fremskynde helingen, siger Djokovic.
Han indleder turneringen mandag mod den tårnhøje polak Jerzy Janowicz.
Tirsdag skal Andy Murray i første runde op mod den næsten lige så høje Lukas Rosol fra Tjekkiet.
/ritzau/