OL-værket skal males helt færdigt for Mikkel Hansen
Efter to mislykkede olympiske lege med tidlige exit er Mikkel Hansen lettet over at stå i en OL-finale.
Mikkel Hansen brugte alle midler for at få scoret sine ti mål i sejren over Polen i OL-semifinalen.
Mikkel Hansen brugte alle midler for at få scoret sine ti mål i sejren over Polen i OL-semifinalen. Foto: Matthias Schrader/AP


Hvis OL er et maleri, så har de danske håndboldherrer ikke lavet det sidste penselstrøg endnu.

Mikkel Hansen er i hvert fald ikke tilfreds med at være i OL-finalen i Rio, hvor Frankrig venter søndag. Nu skal guldet hjem til Danmark.

Efter to mislykkede olympiske lege, hvor Danmark er blevet slået ud i kvartfinalen, er Mikkel Hansen stolt over omsider at stå i en OL-finale.

- Det betyder rigtigt meget for os. Men prøv at hør her: Det er ikke færdigt endnu. Vi har en spændende kamp mod Frankrig søndag.

- Så i dag handler det om, at alle er glade og stolte af den måde, vi spillede på. I morgen er det en ny dag, der venter, med en masse forberedelse og en træning med nogle taktiske ting i forhold til franskmændene.

- Og så venter der os en kæmpe oplevelse, som vi alle sammen glæder os meget til, siger Mikkel Hansen.

Vejen til finalen blev yderst besværlig for Danmark, da Polen først blev besejret 29-28 efter ekstra tid i den dramatiske OL-semifinale.

I den ordinære tids døende sekunder var det kun et dommedagshug af den anden verden fra polakken Michal Daszek, der forhindrede den danske billet til OL-finalen i første omgang.

Det var næsten lettere at acceptere, at der skulle sådan en kanonkugle fra en hammer af en venstrearm til at udligne Danmarks 25-24-føring.

- Jeg vil rose folk for at holde hovedet koldt og fokusere på, hvad det handlede om. Det var selvfølgelig svært, når vi indkasserede et mål som det, vi gjorde, få sekunder før tid. Så var det svært at holde fokus.

- Men i ekstratiden synes jeg sgu, vi var dygtige. Først og fremmest var vi heldige at vinde lodtrækningen, så vi havde bolden, kunne spille det første angreb, få scoret og komme godt i gang.

- Jeg var meget imponeret over folks mentale tilstand efter det mål, vi indkasserede, og som betød, at vores drøm glippede i første omgang, siger Mikkel Hansen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.