OL-værelseskammerat: Harald var lige så flink som farlig
Tirsdag afgik Harald Nielsen ved døden. Privat ven og OL-holdkammerat hylder den målfarlige Guld-Harald.
Danmark - Argentina ved OL i 1960, hvor Harald scorede Danmarks tredje mål i 3-2-sejren.
Danmark - Argentina ved OL i 1960, hvor Harald scorede Danmarks tredje mål i 3-2-sejren. Foto: ERIK PETERSEN/POLFOTO


Ud over at være frygtet af målmændene for sin skarphed var angriberen Harald Nielsen også særdeles vellidt blandt venner for sit rare væsen.

Det siger Tommy Troelsen, der var værelseskammerat med Guld-Harald på "Sølvholdet" fra OL i 1960. Tirsdag døde Harald Nielsen, 73 år gammel.

- Vi var de to yngste på holdet, og vi var værelseskammerater i Rom. Harald var et unikum, og han var lige så flink og rar, som han var farlig på en fodboldbane, siger Tommy Troelsen.

Han fortæller om en uforglemmelig oplevelse, som han og Harald havde i forbindelse med OL.

- Jeg husker, at vi kørte en tur en aften, da vi var dernede. Vi havde fået kapret en jeep, dem var der mange af til deltagerne i den olympiske by, og så var der soldater som chauffører.

- Vi fik så arrangeret det sådan, at vi fik en rundtur i Rom. Det var en helt fantastisk tur, som jeg aldrig glemmer. Under den tur sagde han, at her skulle han ned og spille fodbold. Og det gjorde han så med stor succes, da han blev topscorer, siger Tommy Troelsen.

Året efter OL skiftede Harald Nielsen til Bologna, hvor han opnåede stor succes med to topscorertitler og et italiensk mesterskab.

Tommy Troelsen har en god forklaring på, hvorfor den seriøse og hårdtarbejdende Guld-Harald var så farlig foran mål:

- Han kunne se en chance, før den opstod. Det har jeg kun kendt en anden, som også har kunnet. Det var Gerd Müller fra Tyskland og Bayern München.

- Harald var kold som is, når han fik chancen. Han lod sig ikke slå ud af, at han måske brændte en chance, han spillede bare videre.

- Man kunne spille ham lige på, og så kunne han lave noget med bolden, men man kunne også spille ham i dybden, og så rykkede han fri, fordi han var så hurtig.

- Vi vandt engang 7-1 over Grækenland i Idrætsparken, hvor han lavede tre mål. Der kunne han med lidt tur i den have lavet fem-seks stykker, men det lod han sig ikke gå på af, for han havde lavet tre, siger Tommy Troelsen.

De to værelseskammerater i Rom holdt forbindelsen ved lige og har set hinanden i privat regi.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.