Ol-roernes landstræner om udsættelse: Bådene kan synke
Det er en god beslutning af udsætte OL-konkurrencerne i roning, fordi det blæser for meget i Rio.


Vinden er så kraftig i det område, hvor de danske roere skal konkurrere, at søndagens udsættelsen på indtil videre to timer er en fornuftig beslutning.

Det mener Lars Christensen, der er landstræner for de danske roere.

- Det er den rigtige beslutning, der er truffet med at udskyde det. Det skulle de have gjort lørdag også. Forholdene var helt urimelige, siger Lars Christensen og henviser til lørdagens forhold.

- Man kunne se, at flere af favoritterne havde det rigtigt svært. Man kan have ti gode tag derude og så ramme en bølge, og så misser du det hele. Det var tilfældige afgørelser lørdag i store dele af løbene.

Når man kigger ud over bugten Rodrigo de Freitas Lagoon, som ligger tæt på den berømte strand Copacabana, hvor roerne skal dyste, kan man også se, at vandet er meget uroligt med kraftige bølger.

- Under træning her til morgen var der både, der simpelthen sank. Der er luftkasser i bådene, som gør, at de ikke kan synke helt ned. Men de kan synke så meget ned, at de kommer helt under vand.

- Der var en newzealandsk herre-letvægtsfirer, som var helt nede. Det går simpelthen ikke at ro under sådanne forhold, forklarer landstræneren.

Der er kun en måde at håndtere det på, og det er at ro under mere rolige forhold.

- Løsningen er at vente og se, hvad der sker. Hvis de havde skubbet løbet til om eftermiddagen, så havde vi kunnet afvikle det under nogle ordentlige forhold.

- Vi er tæt på havet, og vi har bjerge omkring os, så det kan hurtigt skifte. Vejrudsigterne er svære at forholde sig til, siger Lars Christensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.